Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Givskov: Socialaristokrati eller referendum. Overmennesker eller menneskeret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Socialaristokrati eller referendum.
er vokset frem et samfund for at bruge Ammons ikke helt
gode lignelse med løgen raaddent i bunden og raaddent i
toppen og seiv det sundere midterste lag er saa hindret og
hemmet fra oven og fra neden og saa omsnæret med love
og forbud, at trivsel er vanskelig ja næsten umulig.
Vi giver love i et rent utal, vi holder dommere, politi og
sagførere for at verne privat eiendomsret til jord, og samtidig
tyr stat efter stat til det rent socialistiske og ganske frug
tesløse middel at yde statshjælp til arbeiderne for at opnaa
jord. Vi tillader storfabrikanterne gjennem toldbeskyttelsen
at udplyndre arbeiderne, vi lønner en hær, hvis tal er legio,
til at paase, at ingen smugler en eigar, et sæt tøi eller et
par sko ind i landet, og samtidig giver vi lov paa lov om arbei
derulykkesforsikring og fabrikinspektion og søger ved lov at
beskjærme børn, unge mennesker og kvinder mod overarbeide
i fabrikerne. Som om de kom der for lyst. Som om ikke
det netop var den lovskabte nød, der tvinger dem til at
lægge øde sine unge legemer og at forsumpe sin vaagnende
intelligens. Vi giver love om tvungen skolegang, vi tvinger
de fattige forældre til at sende sine børn sultne til skolen;
og giver en fattig enke efter for fristelsen til at lade sin gut
tjene et par øre som avisbud, melkegut eller gjæter, straks
er politiet nyttig beskjæfliget med at inddrive skolemulkter.
Som om ikke denne mor tusendfold hellere vilde sende sit
barn med friske, runde kinder til verdens bedste skole, naar
blot ikke suiten tvang hende til at drage nytte af det. Pave
Gregorius den store skrev i et af sine hyrdebreve saaledes:
«De, som gjør Guds gave til privat eiendom, pretenderer for
gjæves at være uskyldige. For ved saaledes at tilbageholde
de fattiges subsistensmidler bliver de deres mordere, der dør
hver eneste dag paa grund af savnet af det.» Han saa, at det
der trængtes til, var ikke haabløse forsøg paa at bøde uretten
ved at spænde samfundet ind i en tvangstrøie af taabelige
love; han erkjendte, at det eneste middel var ophævelse af
uretten seiv.
Og mange er de, -der i tidernes løb har set det samme.
Men det er Henry Georges uvisnelige hæder at have anvist
et middel, hvorved uretten kan ophæves, uden at samfundet
i mindste maade rystes i sin grundvoid. Ved en ganske
simpel skatteom1ægning kan dette ske; ved at ophæve skat
terne paa arbeidets trugter og ved gradvis at overføre dem
357
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
