Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Ernst Sars
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. E. Sars.
store principielle nederlag i 1864, da Danmark fik staa alene
med sine kampe og tab, gjorde den i virkeligheden til en mere
nærliggende fare end nogensinde tidligere; for de norske skandi
naver tog nu praktisk sigte, de vilde først og fremst styrke unionen
med Sverige, og saa haabede de paa, at naar først Norge og Sve
rige var grundig sveiset sammen, skulde de nok med tiden faa
Danmark med. Unionens 5o aarsfest i 1864 blev feiret med megen
begeistring, al unionel misstemning syntes pludselig forsvundet, og
regjeringen mente aaret efter trygt at kunne gaa med paa at ned
sætte den 2den unionskomite, hvor unionsskandinavernes politiske
og videnskabelige leder, professor Aschehoug, blev nordmændenes
faktiske ordfører, og hvor endog den gamle bondefører Ueland lod
sig bevæge til at træde ind. Vinteren 1866—67 udfoldede det
skandinaviske selskab i Kristiania en travel virksomhed med taler
og avisartikler for at paavirke folkemeningen til gunst for sammen
smeltningstanker, og snart blev de nye unionelle planer kundbare
for alle, da unionskomiteen i september 1867 fremlagde sit enstem
mige forslag til en helt ny rigsakt; her stillede skandinaverne op
sit sidste praktiske program, som ligefrem fastslog Sveriges over
høihed over Norge.
Det blev det sidste. For nu havde der i Norge vokset op en
ny slegt, som havde brudt med romantik og skandinavisme, og
som tog op traditionerne fra Wergelands tid. Seksti-aarenes unge
kunde slet ikke forlige sig med den mistillid til egne kræfter, som
søgte støtte og frelse i en opgaaen i et andet folk. De havde slet
ingen følelse af, at de tilhørte et lidet, afsidesboende folk; de
kjendte i sig vaarens friske brusen, de syntes at have evner til at
løfte de sværeste opgaver, og deres tanker og tale syslede freidig
med alle mulige spørgsmaal. En slig ungdom vilde ikke være med
paa at «sælge Norge», den reiste ivrig modstand mod unions
skandinavismen. Gamle skandinaver som Bjørnson og Bernhard
Dunker, som ikke vilde de selvstændige nationers undergang, var
de første til at aabne striden; men den nyvoksede ungdom, som
havde indsuget de moderne europæiske lærdomme, havde klarere
syn for de principielle modsætninger, den svang ikke bare sverdet
mod øieblikkets fiende, men angreb selve ondets rod, og her stod
Ernst Sars i første række, sammen med ham, for en stor del
inspireret og støtte af ham, stod Aasmund Vinje.
461
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
