Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Ernst Sars
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. E. Sars
I modsætning til den tidligere opfatning, hvorefter det ældste
kjendte norske samfund bestod udelukkende af frie bønder under
en demokratisk-patriarkalsk forfatning, hævdede Sars, at der hos
nordmændene fremfor de andre skandinaviske folk ved den histo
riske tids begyndelse havde udviklet sig et sterkt aristokrati; fyl
kets eller herredets høvdinger støttede sig til en tætvokset stand
af storbønder, som eiede landets jord og herskede over et folk af
leilændinger. Vikingtidens krigerske liv og rige kulturtilførsel
styrkede nu vistnok paa den ene side denne aristokratiets magt og
løftede det endnu et stykke op over det menige folk, men gav det
tillige en farlig medbeiler i kongedømmet med dettes erobrings
tanker og nationale prætensioner. Det var et slag rettet mod selve
aristokratiets tilværelse, da Harald haarfagre samlede Norges rige;
herserne mistede den høieste politiske magt og blev kongens lend
mænd, en stor del af deres jord blev kongelig eiendom. Og et
hundredaar senere tilføiede kongedømmet det gamle aristokrati
en ny knæk ved indførelsen af kristendommen, som tog ogsaa den
religiøse ledelse ud af hersernes haender. Godvillig gav selvsagt
ikke aristokratiet slip paa sit herredømme, og de første hundred
aar af Norges historie er opfyldt af dets kamp med kongedømmet.
Men gjennem alle stridens vekslinger var det dog kongedømmet,
som gik af med seiren; mer og mer greb det om sig paa alle
samfundets omraader, mer og mer blev aristokratiet trykket ned
aandelig, politisk og økonomisk, og folket nivelleredes.
Denne udviklingsgang, som Sars i sine detaljer fremstillede og
begrundede i de to første bind af sin «Udsigt» (1873 og 1877),
var den stik modsatte af den, som indtil da var blevet lært; man
havde almindelig forestillet sig aristokratiet i vekst sammen med
kongedømmet, og den store vending i Norges historie fra det 14de
hundredaar havde man ikke kunnet forklare anderledes end ud
af Norges fattigdom i forhold til de to andre nordiske riger. Sars’s
opfatning havde den store foremon fremfor den ældre, at den gav
omslaget en forklaring ud af indre grunde i Norges egen udvikling;
han fandt en übrydelig sammenhæng mellem de to saa modsatte,
tilsyneladende saa skarpt adskilte fænomener, den sterke udfoldelse
af folkets kræfter i det første tidsrum og henvisningen af dets
historiske og politiske liv i det næste. Förklaringen laa i det
paradoks, at naar Norge i unionsperioden var det mindst aristokratiske
467
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
