Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: 1814—1905
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. E. Sars.
saafremt vi ikke vilde udsætte os for at tabe alt, hvad vi
havde vundet, og mere til. Og det vil blive erkjendt, at det
er Norge, som har havt fordelen paa sin side, baade da det
gik ud af unionen og da det gik ind i den, og det tiltrods for,
at Sverige ved begge leiligheder satte sig paa den høie hest
og gav sig mine af at diktere fredsbetingelser som efter en
seirrig krig.
Man fandt hertillands noget for sin følelse stødende
allerede deri, at Norge skulde gaa til forhandling med Sve
rige i anledning af unionsopløsningen. Derved blev det jo
paa en maade erkjendt, sagde man, at Norge ikke havde
havt ret til at sige sig løs fra unionen, og at 7de juni-beslut
ningen ikke skulde være lovlig i sig seiv eller gyldig uden
svensk samtykke. Der kunde være noget i dette; men man
undlod for det meste herved at tage i tilbørlig betragtning,
at om det var ydmygende for nordmændene at gaa til for
handling, efterat de høitidelig havde hævdet sin ret til at
opløse unionen paa egen haand, saa var det ikke mindre
ydmygende for svenskerne, efterat de havde stemplet den
norske regjering og det norske storting som «oprørsmagere»
og 7de juni-beslutningen som et statskup, et revolutionært
tiltak uden ringeste retslig forbindende kraft. Vi har her et
fuldkomment sidestykke til, hvad der passerede i 1814: Nord
mændene begyndte med at afvise enhver forhandling med
Sverige i kraft af den det norske folk tilkommende übetin
gede suverænitet og endte med at gaa ind paa en forhand
ling. Svenskerne begyndte med at erklære grundloven af
17de mai 1814 for ugyldig, et værdiløst papir, og endte med
at erkjende den for Norges lovlige forfatning. Paa begge
sider satte man fra først af i med en altfor høi tone, som
man derfor siden maatte stemme ned. Paa begge sider
følte man dette som en ydmygelse og rned adskillig grund.
Hvem der havde mest grund til at føle sig ydmyget, kan
maaske være tvilsomt; men sikkert er det, at den ene ikke
havde noget at lade den anden høre i saa maade.
Det vakte hertillands stor og almindelig og fuldt beret
tiget harme, at den svenske rigsdag foretog sig at opstille
en række af bestemt formulerede «vilkaar», som Norge skulde
gaa ind paa for at opnaa Sveriges samtykke til unionsopløs
ningen og anerkjendelse af den norske stats fulde selvstæn
dighed. Man maatte spørge: sæt, at Sverige havde besluttet
484
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
