Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: 1814—1905
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. E. Sars.
har forhandlet paa tuldkommen lige fod om ordningen af
sine fremtidige indbyrdes forhold og derunder gjort hinanden
gjensidige indrømmelser for den gode forstaaelses skyld.
Hertil kommer nu endelig, at det kan ansees for sikkert,
at stormagterne har øvet pression baade paa de norske og
svenske forhandlere, og at Karlstad-overenskomsten er istand
bragt under indflydelse af denne pression. Dette er atter et
sidestykke til gangen i den store krise i 1814. Unionen blev
jo, som bekjendt, istandbragt ved stormagternes hjælp, og
hvad der bevægede det overordentlige storting til at gaa ind
paa den, var kanske vel saameget udsigten til en fornyet
engelsk blokade som udsigten til en fornyet krig med Sverige.
Det skulde synes, som om der laa et forsonende moment
deri, at vore delegerede, ved at gaa ind paa de for os saa
usmagelige vilkaar, har bøiet sig ikke alene for svenske
krigstrusler, men ogsaa for venskabelige raad fra magter,
til hvem vi maa ønske at staa i et godt forhold i fremtiden.
Alligevel ser det ud til, at adskillige af dem blandt os, hvem
Karlstad-overenskomsten har fyldt med sorg og harme, ikke
har villet se dette forsonende og trøstende moment eller ikke
villet tillægge det nogen betydning. Det ser ud, som om
de ikke har villet vide af nogen trøst; de har villet beholde
sin sorg übeskaaret og har fundet et slags tilfredsstillelse i
at se alting svart og udraabe som Herman von Bremenfeld:
Vi er om en hals; jeg vil ikke give 4 skilling for den hele
armee i Italien.
I hensyn paa Karlstad-overenskomstens reelle side er
det aabeobart og fra alle sider erkjendt, at der ikke er op
naaet nogen gjensidighed mellem rigerne. Det er ifølge
overenskomsten Norge, som skal bringe ofre, ikke Sverige.
Men dette var jo ikke andet, end hvad man paa forhaand
maatte vente. Sverige havde tabt ved unionsopløsningen,
medens Norge havde vundet; den derefter vedtagne forhandling
maatte følgelig komme til at dreie sig om, hvad Sverige vilde
kræve og hvad Norge vilde yde af erstatning eller «opreis
ning» for dette tab. Den værste af de indrømmelser vore
delegerede i Karlstad har seet sig nødt til at gjøre, er selv
følgelig sløifningen eller desarmeringen af de norske grænse
fæstninger; derom har man ogsaa fra alle sider været enig.
Det svenske krav om denne sløifning er med fuld føie bleven
stemplet som udslag af en kortsynet politik, ligesaa uklogt
486
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
