Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N. Gjelsvik: Det nuværende stortings kompetence med hensyn til forfatningsspørgsmaalet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N.-Gjelsvik.
hvorom der kan være tvil og tvist, bare har hensyn til kon
gen og kongehuset. Men straks en konge vælges, vil mang
lerne og ulemperne melde sig. Det er derfor absolut nød
vendigt, at grundloven bliver sat istand og orden, før stor
tinget giver sig til at holde kongevalg. Dette er ogsaa den
fremgangsmaade, som vort folk tidligere har befulgt i tilsva
rende tilfælde. Rigsforsamlingen paa Eidsvold gav først en
grundlov og valgte saa konge. Og da det senere paa aaret
blev tale om at have konge sammen med Sverige, saa fore
tog det overordentlige storting de nødvendige forandringer i
grundloven før det nye kongevalg fandt sted, og det uagtet
der var sterke kræfter udenfra, som virkede for, at konge
valget skulde företages først.
Skal vi saa nu vælge en særskilt konge, saa maa vi
gjøre omigjen det, som det overordentlige storting gjorde i
1814: Vi maa først give en grundlöv, som er bygget paa
forudsætningen om, at Norge skal have konge for sig seiv.
Og saa kan kongevalget holdes, men ikke før. Og som
foran nævnt, maa det ansees utvilsomt, at det storting, som
nu er samlet, har juridisk ret til at bestemme, hvorledes
grundloven nu skal lyde, uden at være bundet til at iagttage
den i § 112 bestemte fremgangsmaade.
Naar jeg hører den tale, at det skal være «revolution»,
dersom stortinget nu straks fastsætter grundlovens lydelse
eller udskriver nye valg til en grundlovgivende forsamling,
bringes jeg til at erindre den samtale, som professor Sverdrup
havde med prins Christian Fredrik paa Eidsvold i 1814.
Efter den samtale at dømme, synes prinsens tankegang at
have været følgende: Kongeloven gjælder fremdeles for Norge,
og i henhold til denne lov er Norge et enevoldskongedømme
og jeg rette arving og enevoldskonge.
Professor Sverdrup skjønte godt, at denne tankegang
var aldeles uholdbar. Han forstod godt, at kongeloven hver
ken var eller kunde være beregnet paa, anvendelse i den
situation, hvori Norge dengang var, og han svarede derfor,
at prinsen ikke havde mere ret til kongsstolen end han seiv.
Og paa samme maade: Ligesom kongeloven ikke var
og ikke kunde være beregnet for situationen i 1814, saa
ledes kan heller ikke § 112 i grundloven være beregnet paa
at komme til anvendelse i den situation, hvori Norge nu be
tinder sig. Ligesom man i 1814 uden «revolution» indførte
et konstitutionell kongedømme og saa valgte en konge, saa
504
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
