Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Øster i skjærene - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3G Samtiden. 1905.
øster i skjærene.
bestaaeligt for skriveren. Vragrøveri, den strafskyldig
heden rømte de ikke fra umulig
De hadde ikke rørt sig, og atter hauked manden og
fægted med arm ene.
«Elis, aa skal vi gjøre?» klynked Grete. «Aa skal vi
gjøre?» pæste Sammel.
«Vi skal se, om der er fler,» svarte han studs. «Flyt dig,
Grete flyt dig agter —»
Hun krøb fra toften og seg tilsæde paa melsækkene.
Og han bed tænderne ihop og rodde til Hestø med seige,
rolige aaretag. Sammel skaated efter, for han orked ikke
miste den manden af syne.
Snekken skurte paa grund, og Elis vassed ud og halte
den bedre op. Dernæst snudde han sig og mønstred fjæ
ren. Ytterst paa odden var en sprukken flaade, ikke større
end at den kanske hadde baaret et par mennesker. Og
manden var alene.
Han stod barhodet en snes alen borte og traakked rast
løst i strandgruset, saa srnaastenene klirred, og gammel
agtig og spinkel som han var, ligned han ikke til at være
af briggens besætning, hadde ikke sjøklær heller, men frak,
knæbukser og spændesko.
Da Grete og Sammel ogsaa var kommet i land, begyndte
han at snakke stødvis, med tynd, skrigende stemme og paa
et fremmed sprog.
«Det er en tysker,» sa Elis og traadte frem, letted paa
luen og talte til ham. Han veg unda, skridt for skridt,
folded hænderne og snokked hurtigere omsider fatted han
nok den andens mening og kvinked glad og sprang dem
imøde, men satte i at graate og hulkende stammed han
noget og pegte paa en diger sten under skrænten af næsset.
Og idet han stagged sin graat og talte stillere, skakked han
bønlig paa hodet og napped Elis i ærmet.
Han nikked, og de gik did og bukked sig ned. Sommel
og Grete träsked efter, og i ly af stenen laa en halvvoksen
gut, pakket ind i tæpper; ansigtet var blaoblegt i maane
skinnet, og enten maatte han være daanet af, eller han
var død.
Tyskeren knælte og pusled med gutten, og Elis retted
ryggen. «Det er sønnen hans,» sa han og vilde putte
Men hodde den helveten dér, hadde han kamerater?
549
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
