Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: Hans Aanrud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HANS AANRUD.
Fortællinger I—II. Folkeudgave 1905.
Det var i 1887, at Hans Aanrud i et af «Nyt Tidsskrifts»
hefter lod trykke den lystige humoreske: «Hvordan
Vorherre fik høet til Asmund Bergemellem», som han siden
satte i spidsen for sin første samling fortællinger. Det sær
lig eiendommelige ved denne debut var, at den 24-aarige for
fatter her med en gang fremtraadte som den fuldendte kunst
ner og skribent. Aanrud er paa en maade aldrig naaet høi
ere end i denne fornøielige skildring af de vekslende stem
ninger hos en brav, rettroende bondemand, som paa en
hellig præken-søndag fristes til at berge sin smule hø mod
et optrækkende regnveir.
. . . Asmund ligger og døser i varmen og tænker poa,
hvor besynderlig forkjert vindens og veirets herre styrer disse
sine tjenende magter. Aldrig ordner han det slig, som vi
med ret og rimelighed kunde vente. «Havde han ladet det
regne lidt ved jonsokleite, saa var der blit rneget mere hø,
kanske det dobbelte. Saa kunde det staat saa længe.
Folk havde ikke behøvd at begynde paa slaataannen endnu,
saa var ogsaa haavolden blit lidt længer. Men rent forgalt
er det, at det trækker op til regnveir nu.» Asmund og
mange med ham havde mumlet med, da presten bad om
godt og tjenligt veirligt i kirken idag. Om Vorherre, som
rimeligt var, ikke hørte saa meget efter d e m , saa havde da
presten hø ude ogsaa. Det var ikke som under vondveiret
ifjorhøst, for da havde presten faaet ind loen sin. Og jo
mere han tænker paa tingen, des rimeligere synes han det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
