Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: Hans Aanrud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Nærup.
maaske mest afholdte blandt vore yngre forfattere. Og
høist sandsynlig havde hans popularitet været endnu større
og mere indbringende, om han bare var en ringere
kunstner. Det er nu engang ikke den fineste kunst, som
skaffer de mange oplag. Og Aanrud er en mester hvor
han er heldigst. Slige fortællinger som «Tyv i lyset»,
«Jon og Jehans paa fisketur», «Amunds nye ski», «Naar
det fryser», «Frieren», «En vinternat», «Seminaristen», «En
odelsbonde» for ikke at nævne flere staar uovertrufne i
vor litteratur. Tonen er saa tindrende egte, sproget saa
friskt og nyt og udtryksfuldt, fremstillingen saa præcis, saa
fyldig og prægnant, at disse skildringer bent frem maa kal
des klassiske. I digterisk henseende har Aanrud ikke altid
helt udnyttet det behandlede motiv. Hos ham er artisten
mere fremtrædende end digteren. Hans iagttagelsesevne og
kritik er ulige sterkere udviklet end hans fantasi. Det for
klarer vel ogsaa hans forholdsvis sparsomme produktion.
Han staar nærmere konstellationen Kielland—Hamsun end
den, som bedst betegnes med navnene Bjørnson—Lie.
Paa et enkelt omraade har dog Aanruds digleriske evne
udfoldet sig i fuld frihed, nemlig i hans naturskildringer.
De landskabsbilleder og naturstemninger, som altid indram
mer hans fortællinger, giver dem en ganske særegen charme.
Disse stykker er ikke bare ypperlige betragtet som beskri
vende prosa, de er først og fremst lyrik. Altid er naturens
egen tone fanget. Stemningen over det glade strømmende
lys og de store fantastiske skygger. Let og lunt sarnler
ordene de mange umerkelige nuancer af farve, duft, lyd, til
det levende billede stiger frem for os, og vi synes, vi hører
selve den susende stilhed som en fjern lokkende kalden . . .
Hvor kan han ikke give en kold vinterkveld; «Norden
snoen kom sydover langs elvedraget. Den kom saa sagte og
stilt, at den ikke hørtes, den havde ikke magt til at bevæge
en gren eller kvist; seiv ikke de fjærfine, fjærlette sne
dusker, der fra trærnes fineste kviste sendte sine naale og
stjerner langt ud i luften, kunde den feie ned; bare paa
nordsiden af skigardsstaurene, der i to parallele ensformige
rækker fulgte den bugtede vei skigarden seiv var ned
snedd gjennemisned den dem, saa de dryssed ned som fint,
glitrende støv. Men alligevel, den sprængte sig ind i hver
554
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
