Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rolf Thommessen: A propos høstudstillingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rolf Thommessen.
og for stil er et udslag af den samme kunstneriske
trang.
Hermed er ogsaa sagt, hvad det er, som er det egentlig
nye ved den nye norske kunst, der vel at merke har havt
virksomme forkjæmpere ogsaa blandt den ældres bedste
mænd. Den bygger paa naturalismen, men har ikke seiv
naturalistiske idealer. Og det merkelige er, at den, samtidig
med at være en naturlig udvikling af den kunst, som var
diisseldorfernes værste fiende, har frembragt resultater, der,
ikke litterært, men målerisk, bringer tanken tilbage til den
gamle norske romantik. Den har virkelig ved sit brede og
pompøse præg et utvilsomt om end ganske übevidst slegt
skab med dusseldorferne. Ikke alene i godt, men ogsaa i
ondt. Menneskeskildringen har ikke længere naturalismens
friskhed og liv, og kunsten er atter paa vei mod idealer,
som blev forladt, dengang kravene i tide og utide lød, ikke
paa skjøn hed, men paa sandhed. Vi levör som romantiken
i en stille æstetisk tid, da interessen for det rent kunst
neriske naturlig staar i første række.
Navnet diisseldorfer har fremdeles noget af sin farlige
klang, men man maa aldrig glemme, at den romantik, som
impressionismen bekjæmpede, var en malerkunst, der alle
rede havde overlevet sig seiv. Det laa i forholdenes natur,
at dusseldorferne let blev fristet til Överproduktion ; de havde
ikke alene fordelene, men ogsaa farerne ved et stort og tak
nemmeligt publikum, og de har næsten alle lidt under det;
Tidemands arbeide bestaar kanske for 75 procents ved
kommende af «kunsthandlerkunst». Dertil kom, at paa
impressionismens tid var alle de betydelige diisseldorfere
gaaet bort alene med undtagelse af Gude, som forlængst
var ophørt at være romantiker. Paa epigonerne, som alle
rede havde graa haar, passede de strenge domme godt;
ingen kan negte, at deres kunst var målerisk og menneske
lig færdig, og at det norske publikum trængle noget nyt.
Men det vilde være uretfærdigt at overføre den haarde dom
paa romantiken, da den var ung og bevidst. I femtiaarene,
da nordisk kunst holdt paa at forflades af al den sirlighed,
der levede som en etterklang fra Thorvaldsen, sætter dussel
dorferne ind med noget ungt og kjækt og pompøst. Her
reiste de en modstand mod tilvant smag og behag, som var
større, end man i almindelighed tror. Lad være, at de i
564
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
