Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nini Anker: Venner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VENNER.
«Det er atalt at gaa i gravøl, naar en
blir før gammal».
ammel-Ola laa i kisten og Gammel-Hans gik efter. Veien
JT var daarlig, hvor den ikke stykkevis fulgte tømmer
driften, og to mand støtted slæden; det var vinterveien til
Stenbraaten, og den var ikke kjørt efter sidste snefald før nu.
Over skogen laa sneen svær; den tynged smaagranen ned
og veied mægtig paa de store trærs grene og sten kupled
sig bag tue og tue bag sten under dens jevne dække, saalangt
øiet kunde se ind mellem stammerne.
Men Gammel-Hans saa ikke did. Han holdt sig nær
slæden, hvor kisten stod surret med reb og vidjer, og han
holdt blikket paa den. Der var ingen i følget, som talte til
ham, for hørselen var det blevet daarligt med, siden Gammel-
Ola for saa daarligt, at det var knapt en menneskelig røst
kunde naa ind til Hans Braaten nu. Og om de havde
talt til ham, og o m han havde hørt dem saa havde han
ligevel intet havt at sige dem.
Han gik og tænkte.
De fattige i aanden skulle se Gud tænkte han.
Da ser Gammel-Ola ham, da ser han ham tydeligere for
hver stund, som gaar!
Og han forsøgte at udgrunde dette med Ola Stenbraaten
og Vorherre i himlen; og han tænkte, saa han sveded haardt
indenfor de tunge klær og uldskjærfet.
De havde havt sig mangen fundering over bibelens mate
rier, han og Gammel-Ola; og han havde förelagt Ola tit
og ofte, at det forholdt sig nok ikke i ett og alt, som det stod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
