Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nini Anker: Venner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nini Anker.
Kvindfolkene .sad paa sneplogkanten, raændene stod i
klynge og havde flasken og madknyttet mellem sig; og til
side i veien var hesten fraspændt og havde faaet hødot,
Hans Braaten satte sig paa slæden og støtted sig mod kisten;
da Magnus, søn til Ola, bød ham af flasken, rysted han
paa hodet. Han taalte daarligt det sterke i senere aar.
Langs veien kom to fremmedkarer, svensker, kjørende;
det var melsække til landhandleren. De stansed, hilste
følget og spurgte, hvem det var, som för til kjærregaarden.
Følgets cermonimester, mølleren, svarte med presterøst, at
det var gamle Ole Andreassen Stenbraaten, som var ude paa
sin sidste færd med sine bens levninger. De øvrige i følget
holdt op at tygge. Svenskerne letted paa skindluerne, saa
paa kisten, paa hesten og fra den ene til den anden af dem,
som stod nærmest. Og kjørte videre.
Gammel-Hans fulgte dem med øinene. Den var slut
den tiden, da han og Ola drog til byen for at handle og fik
sig en god prat med fuldrnægtigen paa kantoret og en tobaks
rul og en dram hos kjøbmand. Det var nok sidste turen,
de gjorde sammen han og han Gammel-Ola. Brødbeten,
han netop havde taget, tog til at vokse i kjæften, syntes han
han støtted sig med næven mod kisten og reiste sig.
Det kunde være paa tide —. Og han tog hødotten fra mær
ren og stødte hendes hode uvillig fra sig -r- mærren og
Gammel-Ola og han det var slut med kompaniskabet nu.
«Naa faar du nøite dig, Magnus, hvis som atte det er
presten, som skal læse ud han Ola han har haadt ung
presten.»
Langsomt blev hesten spændt for, og langsomt satte
toget sig i bevægelse. Men ligevel gik det hurtigere frem
end i skogen, og da følget naadde den lille anneks-kirkegaard,
gik Gammel-Hans bagerst. Han havde tænkt, han skulde
været med og løftet Ola, men ungdommen tog ham, og pre
sten kom skridtende mellem snehaugerne, med prestekjolen
om livet, i skaftestøvler, før Hans Braaten vandt frem bag
kvindfolkene. Han aabned sig vei mellem dem, og da pre
sten indtrængende og lavmælt begyndte, stod Gammel-Hans
ham nærmest med blottet hode og den ene haand bag øret.
Men de modige, nidkjære ord naadde ham ikke; og som
han ufravendt betragted prestens mund, saa lagde han sine
egne tanker paa hans læber.
620
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
