Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. Chr. E.: Den gammelkirkelige bekjendelse og nutidens prest i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. Chr. E.
V. Chr. E.
repræsentation, som paa synoderne haandhæver den kirke
lige lovgivning, er konsistorierne efterhaanden gaaet over til
kun at blive forvaltningsmyndigheder, som udfører, hvad
synoderne bestemmer.
Men -synoderne? Hvorfor lukker de saa haardnakket
sit øre for det voksende raab paa reform i disse forhold?
I Tysklands kirkeforfatninger förekommer paa mange steder
den bestemmelse, at bekjendelsen ikke staar under syno
dernes lovgivende myndighed, men er urørlig. En merkelig
bestemmelse, naar man ved, paa hvilken ofte kun altfor
menneskelig maade bekjendelsesskrifterne er kommet til rets
lig gyldighed, ikke sjelden nemlig kun ved landsherrens
rene vilkaarlighed. Mange anseede kirkeretslærere anser da
heller ikke denne forfatningsparagraf for bindende, og under
enhver omstændighed vilde den ikke faktisk kunne opret
holde de gamle bekjendelser, hvis synoderne besluttede sig
for nødvendigheden af et fremskridt. Men det er nelop det,
de ikke gjør. Deres samrnensætning er overveiende ortodoks.
Det store flertal af de dannede statskirkemedlemmer deltager
nemlig af ligegyldighed ikke i kirkevalgene, skjønt de ved
mange leiligheder føler trykket af bekjendelsestvangen. Og
landbefolkningen er meget umoden i kirkelige spørgsmaal.
Den kjender naturligvis kun lidet til bekjendelsesskrifterne,
staar overhovedet med undtagelse af de pietistiske sam
fund mere paa udvortes lovbundet end paa et inderlig
evangelisk standpunkt, men er dog stedse let at mobili
sere og opfanatisere i rettroenhedens interesse. Deraf ved
de ortodokse og de pietistiske førere at drage fordel, og saa
ledes behersker en ortodoks minoritet synoderne og kirken.
Under dette regime maa alt blive ved det gamle. Det
er sørgeligt, men sandt, hvad Frenssen siger: «Die evange-
Jischen Gemeinden können 300 Jahre nach Luthers Tod noch
keinen Pastor ertragen, der nichts weiter ist noch sein will
als ein schlichter ehrlicher Mensch.» Den moderne prest maa
slæbe videre paa de gamle bekjendelsers lammende byrde,
og endnu kan ingen sige, naar det vil komme saa långt, at
religionens pleie vil blive omplantet til den jordbund, hvor
den ædle plante alene rigtig kan trives, den sande aands
friheds jordbund.
86
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
