Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsen og Nietzsche.
Nietzsches produktioner er ogsaa en bryllupsmarsch med
digt, dediceret til den endnu levende franske professor Monod
og hans brud Olga Herzen (Alexander Herzens datter).
Fremforalt maa fremhæves, hvorledes vennelykke var noget
dyrt og kjært for ham. Han seiv har udtalt noget af det
vakreste om venskabet, som har været sagt siden hin antike
græske tid, som jo Nietzsche særlig studerede.
l et brev til ungdomsvennen Rohde (fra aar 1869) heder
det: «Frugten falder fra træet uden noget vindstød. Und so
ist es mit der Liebe der Freunde: ohne Mahnung, ohne
Riitteln, in aller Stille fällt sie nieder und begluckt. Sie
begehrt nichts fur sich und giebt alles von sich.» Fra om
trent samme tid föreligger et andet brev af den unge,
25-aarige professor til en anden ven Deussen (den senere saa
bekjendte sanskritist). Her fører han i barnlig fryd en om
hyggelig liste over det statelige antal venner han har. I 1875
siger et udtryk af ham til Freiherr von Gersdorf: «I virkelig
heden er det at tænke paa mine venner endnu det eneste,
som nogendels forsoner mig med tilværelsen», og i et senere
brev fra samme aar til samme ven: «Vi ved, at vi glæder
os af hjerte over bare det at sidde ved hinandens side. Jeg
tænker ved alt det, som glæder mig: Hvor vil Gersdorf
glæde sig over det!»
Nu tage man sig Ibsens brevsamling fore og sammen
ligne! Den noble aand og det rene sind fører her ikke
mindre ædel og høitliggende tale. Men hvor vek og vag
er ikke tonen i de sjeldne tilfælde, da en smule personlig
følelse skal bryde igjennem. Tilknappet, siger man og
smiler kanske en smule forstaaelsesfuldt norsk ... Ja var
det bare det! Men man faar indtryk af, at der her er lidet
at knappe frakken sammen om. Ibsen er vel af natur nær
mest et forstandsmenneske. Interessant er det i hvert fald
at se efter i hans digtning, hvorledes venskabet som tema
kommer fra det. Efter Ibsens behandling af tilsvarende for
hold synes menneskene i henseende til følelser at bo for
trangt til, at de gåver, vennehjertet skulde have at sende, kan
saa meget som komme ind af døren. Hvor der er venskab,
er det gjennemgaaende ikke noget tryggere eie end en løs
tand; det blir forsømt eller endog, naar det kommer til
stykket, brudt, Ligesom Nora i sine lykkedage ikke havde
nogen tanke mere for Kristine, hvis navn Helmer, hendes
161
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
