Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Ibsen: Da unionen løsnede - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da unionen løsnede.
svensk opskrift havde man ikke magt til at skabe: al tale
herom var ophørt, efteråt den offentlige mening i Sverige
seiv havde givet tvangsrevisionismen det afgjørende stød.
Og status quo med dens uafladelige rivninger begyndte man
mere og mere at indse var uholdbar. Under disse omstæn
digheder var der opstaaet en træthed, som fik navnet
«unionslede». Udtrykket forekom, ret som det var, i aviserne.
At ordet var der, viste, at tingen var der. Desforuden var
der et andet moment, som bidrog til udviklingen af en
svensk separatisme. Herom skrev «Göteborgs Handels- och
Sjöfartstidning»: «Aaret 1901 vil historieskriveren maaske
engang regne for det aar, da unionens skjæbne blev afgjort.
Hærordningen af det aar fødte en stemning, som lod det
svenske folk stole paa sig seiv paa en helt anden maade
end før med hensyn til forsvaret. Hertil kommer planen om
den indre jernbane gjennem Norrland, som vil gjøre Sverige
uafhængigt af det andet unionsland, forsaavidt angaar trans
port af tropper og krigsforraad. Dermed hjælper det sig seiv
inden sine egne grænser. Endnu i 1895 vilde en unions
opløsning uden krig have mødt de allerstørste vanskelig
heder; thi da var unionens bevarelse en svensk livsinteresse.
Efterat de nævnte to faktorer er kommet til, er den ikke
længer det, og den fredelige opløsning er blevet mulig.»
Allerede i 1902, da konsulatkomiteen skulde begynde sit
arbeide, havde baron Bildt givet mig at forstaa, at han i
grunden nærede ringe interesse tbr det flikverk, vi nu gik
igang med, og overrasket mig med den uforbeholdne ytring,
at han for sin del var overbevist om, at den eneste vei til
opnaaelse af et venskabeligt forhold mellem landene var
deres skilsmisse i mindelighed. Jeg var dengang ikke vant
til den slags udtalelser fra svensk hold, men tik med tiden
høre adskillige, som gik i samme retning, saa det tilslut
ikke undrede mig mere, naar endogsaa rigsmarskalk von
Essen kom med disse ord: «Kongen, hvis valgsprog jo er
«broderfolkenes vel», burde nu staa frem og sige: «broder
folkenes vel kræver unionens opløsning».» Mine kolleger i
statsraadsafdelingen gjorde lignende erfaringer. Saaledes
berettede hr. Vogt om en samtale, han havde havt med en
af Sveriges mest fremragende officerer. Denne skildrede,
hvorledes han fra at være tvangsrevisionist skridtvis og ledet
udelukkende af hensynet til sit fædrelands fordel var kom-
215
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
