Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bredo Morgenstierne: Religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Religion.
Men skal en saadan forkynder, der ikke tror paa Kristi
guddom og paa hans opstandelse, være helt ærlig og tale
rent ud, kan han jo ikke byde sine tilhørere andet end per
sonlige formodninger. Seiv et saadant grundspørgsmaal som
spørgsmaalet om et liv efter dette, maa han stille hen i det
uvisse. Men da bliver det ogsaa yderst vanskeiigt for ham
at noget sikkert om tilværelsens maal. Thi man faar
aldrig ind i den menneskelige bevidsthed tanken om et
maal, der alene skulde bestaa i visse ydre materielle til
stande, men ikke skulde realisere sig i aand, det er i frie,
tænkende personligheder. Hvorledes skal da agnostikeren
kunne pege paa et udviklingsmaal, som det var umagen værd
at leve og arbeide for, hvis han maa erkjende som en mu
lighed, at det sidste resultat skulde være, at de frie tænkende
personligheder, generation efter generation, skal raadne i sine
grave, uden at der bliver nogen rest tilbage af den energi,
hvorigjennem de har udarbeidet sin egen personlighed? Naar
den sidste generation er raadnet bort, og en übønhørlig
naturudvikling eller katastrofe ogsaa har gjort det af med
vor jordklode, hvad er der saa igjen, som generationerne eller
de enkelte individer har ofret liv og kraft paa ? For agno
stikeren bliver der med disse fremtidsudsigter for øie en hul
klang i alle de vakre ord om pligter og om ansvar, om
fremskridt og udvikling, om glæden ved at bidrage til kom
mende slegters større lykke.
Den religiøst agnostiske forkynder og hans tilhører synes
uimodstaaelig at drives henimod dette dilemma: Enten
at opgive det hele i kynisme, le af livet som af den latter
ligste af alle komedier, hvor mennesket gjør en mængde
ørkesløse spræl, medens i virkeligheden «det hele er ingen
ting». Eller søge gjennem selvsuggestion at skabe sig endel
illusioner at leve paa, «livsløgne», som Ibsen kalder det.
Illusioner, sammensatte af laan fra forskjellige kanter, sam
menarbeidede med, hvad man seiv efter fattig leilighed kan
føie til. Illusioner om tro paa en fornuftig sammenhæng i
det hele og en fornuftig mening med ens eget liv; illusioner
om visse aandelige og moralske værdier, som det skulde
være umagen værd at ofre noget for. Der er dog det slemme
ved disse illusioner, at de er tilbøielige til at briste, naar
man har mest brug for dem. En vakker dag kan man blive
nødt til at sige til sig seiv: Men sæt alligevel, at den hele
243
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
