Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Unionsopløsningen og skandinavismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. E. Sars.
rimeligt at kalde et venskab, som slaar om i sin modsætning
paa en saadan maade og af saadanne grunde, en «rig og
ædel freratidslovende plantning». Det fortjener vel snarere
navn af et ugræs, som staar i veien for den gode sæd, og
som det gjælder at faa rykket op med roden jo før des heller.
Hvad vi har oplevet i den sidste tid og fremdeles daglig op
lever, efterlader jo ingen tvil om, at dette venskab, hvis tab
volder Frits Hansen saa megen hjertesorg, for en væsentlig
del har været bygget paa forudsætninger, som vi ikke kan
vedkjende os uden national selvfornegtelse eller selvfor
nedrelse.
Det har, som bekjendt, ofte været udtalt af vore forhen
værende svenske venner, som nu er blevet vore uvenner, at
hvad der har øvet en saa ødelæggende indflydelse paa deres
norske sympatier, ikke er unionsopløsningen i sig seiv, men
maaden, hvorpaa den blev forberedt og gjennemført fra
norsk side, ikke tingen altsaa, men formen. Man var,
heder det, i Sverige fordetmeste blevet saa lei af unions
kjævlet og saa færdig med alle overhøiheds- eller helstats
tanker, at der var de bedste udsigter for nordmændene til at
faa gjennemført alle sine selvstændighedskrav, endog om de
skulde gaa lige til opløsning af unionen, ved forhandling og
mindelig overenskomst mellem de to folk. Dette skjønte
ogsaa de ledende norske politikere, og dette maatte de skjønne;
men hvad de sigtede paa, var just et voldsomt brud; de vilde
ikke nøie sig med at faa unionen opløst, men de vilde, at
det skulde ske paa en for Sverige fornærmelig og krænkende
maade.
Det er let at forstaa, at man fra svensk side behager sig
i at fremstille unionskrisen i 1905 paa denne maade. Man
giver sig derved seiv et slags absolution for sine begangne
synder. Man trøster sig over sine forfeilede maal og skuffede
beregninger ved bagefter at fornegte disse maal og fralægge
sig disse beregninger.
Derimod maa det synes noget helt vidunderligt, at der
ogsaa findes norske mænd, som er tilbøielig til at se fjor
aarets unionelle begivenheder i et lignende lys, d. v. s.
tilbøielig til at opfatte 7de juni-beslutningen som en unødig
voldsomhed, som kunde og burde være undgaaet.
Det kunde til nød undskyldes, at mange hertillands, lige
indtil den store krise brød løs ifjorvaar, fastholdt troen paa,
270
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
