Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anathon Aall.
Analhon Aall: Ibsen og Nietzsche.
brev, lader Ibsen frk. Hessel udbryde: «Og hvad magt ligger
der paa, om et sligt samfund støttes eller ikke?»
Endnu mere energisk bruser siden dr. Stockmann ud: «Der
ligger ingen magt paa, at et løgnagtigt samfund ødelægges !
Det bør jevnes med jorden, siger jeg! Udryddes som skade
dyr bør de, alle de som lever i løgnen ! I forpesler hele lan
det tilslut. I bringer det derhen, at hele landet fortjener at
lægges øde. Og kommer det saa vidt, saa siger jeg af mit
fulde hjerte: Lad hele landet lægges øde, lad hele dette folk
udryddes!»
Denne skarpretterdom er udtalt af stykkets helt «folke
fienden», om hvem Ibsen i et brev siger; «Dr. Stockmann og
jeg, vi kom saa fortræffelig ud af det med hinanden, vi er
saa enig i mange stykker.»
Saaledes ringer Ibsen udueligheden til graven med samt
de mænd, som øver udueligheds verk. Ibsen som Nietzsche
værdiger ikke andre sin interesse, ja under ikke andre livet
end dem, som agter sin menneskelighed i sig høit, og som
ikke slaar af paa de store tilværelsens skjønhedskrav deter
tilsammen kanske ikke saa mange, ligegodt, de er for Ibsen
som for Nietzsche de eneste: dette er de to mænds evange
lium om den lille flok, det menneskelige aristokrati, over
mennesket.
Dereslæreer haard, den fører gjennem mange bitterheder
og ind til mørke syner, men hvem øiner ikke høiheden i den?
De viser os en verden, som endnu er laak, en moral, som
er meget skrøbelig helt ned til roden, til grundsætningerne;
de viser os en menneskehed, som er uendelig forskjellig i
sine enkelte repræsentanter. At vandre med disse mænd er ikke
meget lysteligt, ikke blot fordi man paa mangt et punkt maa
modsige dem, men ogsaa fordi livet under deres gigantiske
krav ligesom mister sit smil. De fører op fra dalen, den
smilende dal og op, op over trægrænsen. Der er menne
sket ene. Nietzsche byder en tankens, Ibsen en viljens iso
lation, som aldrig noget menneske helt kan gjennemføre.
Har man ladet sig føre ved deres tale op paa deres høider,
saa kanske en vilde klage, at der hverken er sol eller lykke
eller hvile der at tinde. Til gjengjæld saa faar man, kan
hænde, som et pust af uendeligheden, et glimt af menneske
personligheden i dens høihed, menneskeaanden i dens udø
delige væsen.
300
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
