Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Gollin: Er der noget blivende i de gamle religioner?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Er der noget bllvende i de gamle religioner ?
vor erfaring paa én gang en lyskilde og en forblinder. Uden
for dens lille lysring ligger mulighedernes endeløse rige, som
vor livstrang uvilkaarlig fylder med haabets farve. Vi kan
ikke uden selvforringelse og selvsvækkelse tænke os verden
som en død maskine, der alene kan gjentage, hvad den alle
rede har gjort, og ikke længere skabe nye undere, nye til
værelsesformer. En livshungrig og foretagsom slegt maa til
en vis grad leve paa h a a b, —gi ve verdensstyrelsen kredit
og tage forøget livsmod som rente Selve vor stigende virkelig
hedssans medfører, at vi ikke udelukker mulighederne fra vor
beregning. Som stjernerummet ligger rundt om den dag
klare virkelighed, saaledes maa der udenom vor positive er
farings virkelighed ligge en overordentlig meget større virkelig
hed, som vi ikke kjender. Og vi kan ikke tænke os denne
lukkede haand som tom, eller indrette vort liv, som om det
for videnskaben ukjendte, det store X, var lig nul. Snarere
maa vi opfatte dette X som en übegrænset størrelse,
symbolet for vor umættelige livshunger og vort græseløse haab.
Nutidens videnskab har virket opløsende paa hvad man
kunde kalde u den verk er ne i de gamle religioner. Men
det forekommer mig utvilsomt, at nutidens videnskab om
livet har for alle tider stadfæstet den inderste sunde kjerne
i kristendommen som i de endnu ældre religioner.
Al egte religiøsitet bestaar af tro og tros k a b. Og
begge synes at have gjennemløbet tre store udviklingsstadier;
først forbundstroskab inden slegten og stammen og tro paa
dens fremgang og vekst. Dernæst tro paa fædrelandet og
dets fremtid, som i det gamle Athen og Rom, og forbunds
troskab overfor fædrelandet eller fædrenebyen. Denne anden
store hovedform af fromhed, den religiøse patriotisme, er
øiensynlig en videreudvikling af slegtspieteten. Begge disse
former af fromhed havde dette tilfælles, at de var former af
religiøs selvudvidelse. Det enkelte menneske udvidede sin
livsvilje og livsomsorg til at omfatte slegten og stammen eller
endog fædrelandet og staten. Slegten eller fædrelandet blev for
det enkelte menneske som et udvidet jeg; og slegtskjærligheden
eller patriotismen blev en større form af selvopholdelsesdrift.
Intet viser bedre, i hvilken grad det religiøse liv hører med
som et naturligt led i kulturudviklingen. Thi hele kultur
processen bestaar netop i en ekspansion eller en selvudvidelse 1 .
1 Jfr. min essay; iH vad er kult u r» i festskrift til prof. J. E.
Sars, 1905.
359
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
