Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 rein = akerfald.
2 eismadde alene.
Hun snudde, ledte efler kluten:
«De verte likast, du og kjeme, Taddak,» sa hun.
Carl Nærup.
rulen i det andet vindu; deroppe paa reinen 1 stod Lisle Taddak,
otteaars sønnen, og skulde flytte kalven, som stod tjoret i en
rogn. Han stod og peiste kalven og graat.
«Baann sille al li faa styre seg eismadde 2 mæ kaaven,» sa
Store Gunild. «Dei sinnar seg so upp, alte —»
«Eg heve sillt flytt an sjov, hadde eg barre havt stunde.
Men d’æ so kostbart, mæ di eg lyt’ akte baane» . . .
Kalven vilde ikke flytte; han stod med mulen i bakken og
kendle efter, om han hadde faat peis nok. Med ét tog han ud.
Det gav et sæt i moren.
Lisle Taddak slog tauget om enden, satte sig ned. Kalven
randt som et rensdyr nedover mod stuen, sønnen kørte efler ill
skrikende.
Endefrem gik det nedover volden; tversover veien med de
dybe tømmerspor - de saa hvor han hopped i veiret for hvert
søkk; ind i bygakren han kom ud igen med et helt knippe
korn mellem de sammenklemte sinte hen; det bar over næpe
sængen han hugg næven arg i græsset, saa en svær næpe
fulgte med op; det nytled ingenting, det bare bar videre.
Lisle Taddak styrte nedpaa krakken, slanged lige i den med
skallen. Det gik kant om kant med ham og krakken; han hadde
kløvet panden, saa blodet silte nedover kind og næse. Han trev
om ene krakkfoden, slæbte den efler sig.
«De verte mykje paa vone, om han inkje slær seg,» sa hun
og fiylted sig i sængen.
«Mame!» illskrek det. «Kom ut mæ deg! . . . halde denne
krakkjen!»
Hun steg frem av sængen: «Du lyt’ akte baane, du Tad
dak, mæ eg helde denne krakkjen.» Hun la barnet op paa aa
klæet til ham.
«Ma-a-me!» skrek det sint ud ved husvæggen.
Hun gik ud mod døren, hvilte lang stund paa hver fod, be
lænkt og var ligesom bønen.
«Halskluten din!» ropte det fra sængen. «Æ du ’kje vetuge!»
ingenting i verden var saa farligt for heisen som træk paa
halsen!
«Ja, no begynder eg te kome eg og!» skrek Taddak under
aaklæet han ledle frem en lang halsklut for at binde barnet.
Og Gamle Taddak i andre himle-sængen snudde paa sig —,
de var saa snøgge av sig i stuen!
366
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
