Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
frem pakket fuld af skøi og latter, som brister frem i hvert
øieblik. Hvilken ustyrtelig komik er der saaledes ikke over
prestens fortvilede gang opad den indiskrete loftstrap i som
mernattens lyttende stilhed! Og kapitlet om distriktslægens
besøg paa prestegaarden i anledning af klokkerens blødning!
Eller den pragtfulde scene, hvor presten tegner den nøgne
801, og han overvældes af hendes frodige skjønhed og plud
selig farer barhodet mod hende for endelig at favne «naturens
sjæl» . . . men saa overraskes af den mand, han sidst burde
træffe ved denne anledning: «I dette øieblik skrangled der
noget forbi der oppe paa veien, et blegt bredkindet ansigt
høit oppe mellem to grantopper i det levende hegn. Det var
kirkesangeren, lærer Kalvehagen, som kørte forbi; det var
av de høie giraf-cycler han hadde, fra cyclernes morgen, av
fældig, købt antikvarisk, som det skrangled i ligesom av
løse tænder; men man sad høit paa slike, saa vidt» ....
Romanens grundtanke er denne: hvor umuligt det er
for en nordbo at skyde af sig den kristne ham og atter blive
hedning. Hr. pastor Nils Brosme vil lade prest være prest
og ellers forbeholde sig fuld personlig frihed i sin gjøren
og laden. Han vil sværme for sine hellenske idealer og
dyrke dem i sit hjertes lønligste indre, men i det ydre være
den kristne prest, som sørger for, at de brave øvredølers
religiøse behov blir tilfredsstillet. Kristendommen staar i sin
oprindelse for ham som en forbigaaende diæt for middel
havslandenes folk. Den slog ikke an hos «den erfarne asiat,
fordi han, ganske enkelt, behøved den ikke, fordi han ensteds
underlig paa bunden i sig seiv bar den nøkterne selvbe
varelsens evne som kold drift midt i kønslig graadighed . . .
Saa kom middelalderen. Tankeløst og uden modstand gled
diæten ogsaa ind i den; det menneskelige legeme holdtes
indpakket i plagg og var fremdeles synd. Og middelalderen
varte lidt for længe: den varte her nord i det haarde klima
ned til vore dage. Her hadde den dag idag hvert éns skridt
en klamp om foden i form af et bondsk forbud; livsmodet
var sluknet, livsbegæret var stivnet under aarhundreders
kulde, og der sad endnu i mørk middelalder bønder op i
Øvredalen og styrte fanatisk, i spægende selvplageri: de hadde
én form for nydelse igen, den at døde kødet, selvlemlæstel
sen! Men middelalderen gik ogsaa tyk igen hos landets
digtere: der Brand og Agnes stod ved kommodeskuffen og
373
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
