Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Peter Jacobsen.
faar man at vide, hvorfor den store drømmer holdt af at
rydde urskog.
Men man faar ogsaa at vide, at der var en anden og meget
beskednere syssel, som havde moret ham næsten ligesaa
meget, nemlig at hugge brænde. Herom skriver han;
«At save falder mig noget ensformigt, men at hugge
brænde, hvilken afveksling og spænding! Hvert stykke maa
behandles som et eget individ, ikke et eneste flekkes ganske
paa samme maade, ved hvert slag maa der sigtes og tænkes
paa et bestemt punkt! Naar jeg saaledes har arbeidet en
times tid, befinder jeg mig rigtig vel, og hele verden staar
for mig i et skjønt lys.»
Er dette ikke merkeligt og lærerigt? Ikke just, at den
forhenværende førsteminister giver sig til at hugge brænde,
det gjorde Gladstone ogsaa, men at han kan tale derom med
saadanne ord. Hvad han har skrevet om urskogen, er herlig
poesi; hvad han her skriver om pindebrændet, lyder snarest
som en beskrivelse af en kur imod «poesi», et kursus i
virkelighed og naturhistorie. Man merker, hvorledes han,
der havde været vant til at behandle tingene efter deres ideer,
glæder sig over at faa dem i haanden og nødes til at be
handle dem efter deres virkelighed, et arbeide, som altid,
ogsaa i dét übetydeligste, kræver hensigt og eftertanke. Det
gaar saa vidt, at han, der hidtil kun havde forstaaet person
ligheden ret, naar den udtalte sig i den store stil, som hos
det gamle testamentes profeter, ender med at opdage indivi
dualiteten i et stykke pindebrænde! Har ulykken lært ham
ydmyghed, saa har unegtelig ydmygheden lært ham for
staaelse.
Og som det i disse aar gik den mand, der først havde
ansvaret for 1864, gik det mer eller mindre det hele folk,
som maatte enes om at bære det: gjennem ydmygelse til
forstaaelse. Man maatte, som Monrad gjorde det, efterse sin
verdensopfattelse paa ny og istedetfor at beseire ideer søge
at overvinde virkeligheden. I dette kulturskifte, der er ens
betydende med, hvad man med et rundt ord kalder «gjennem
bruddet fra 1870», var det maaske de færreste, der følte Mon
rads befrielse ved at faa ny jord under fødderne de blev
jo paa den gamle, som ikke forandrer sig saa let. Men
mange har lært hans opdager- og arbeidsglæde at kjende,
naar de saa tingene træde ud af drømmens halvmørke, saa-
411
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
