Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29 Samtiden. 1900.
Jens Peter Jacobsen.
Ikke blot renæssancen har «opdaget mennesket»: klassicismen,
romantiken, modernismen har maattet gjøre opdagelsen om.
For Michel-Angelo og Shakespeare er mennesket et element,
for Holberg og Lessing en intelligens, for Byron og Hugo
et temperament, men for de moderne en individualitet.
For Jacobsen som vel for de fleste begyndte det med, at
han opdagede sig seiv. Hertil sigter hans romantiske selv
benævnelser, Havør, Hervert, lyriske fjærhamme for en indi
vidualitet, som ikke paa anden maade kan betegnes. Et
meget usikkert affattet psykologisk signalement i dagbogen
for 1867 ender grumme förståndigt med: «Alt muligvis løgn».
Et andet sted tilstaar han, at han nok tror, at folk er saa
dumme, at de anser ham, mennesket, for en fisk.
Men allerede her viser det udhævede ord: mennesket, at
den ungdommelige opdager er ganske klar paa, at det er
ham og ikke de andre torsker og flyndrer, der skal opdages.
I «Mogens» er det saa, at denne opdagelse skal gjøres. Men
det nye menneske kan, ligesom en blomst, der løsnes fra
jorden, ikke ret komme fri af naturen. I den første scene i
«Mogens» er «mennesket», som han ogsaa her kaldes uden
nogen nærmere bestemmelse, ren natur. Saaledes som
Mogens, dreven af regnveirslystigheden, løber efter det lille
pigeansigt, han har faaet øie paa bag hasselbusken «og
det faldt ham ikke ind, at det var en person, han løb efter,
det var kun det lille pigeansigt» —, saaledes løber en satyr
efter en nymfe. Det er ikke saa meget et nyt individ, der
er fundet, det er en ny art, der er ved at fremkomme. Lidt
efter lidt bliver der saa af «mennesket, der synger i regn
veiret», eller «regnveirsmanden», som han nu kaldes, en
Mogens navnet, der først forekommer et godt stykke ind
i fortællingen, er betegnende netop ved sin übetydelighed,
ligesom en vorte der ser saa rar og fraværende ud, og hvis
hænder slet ikke ved, hvor de skal være, som ingenting be
stiller og ingenting ved, og som i det hele, efter justitsraadens
træffende betegnelse, er «en mageløs blanding af natur og
civilisation». Og man forstaar saa nok, at det for 30 aar
siden var naturligt for en undselig ung mand, der studerede
botanik og læste Poul Møller, at ty ud i elementet for at faa
et indtryk af sit eget ansigt. Det var rigtig et velsignet regn
veir i hint berømte første kapitel, naar det skaffede den
danske litteratur ikke blot en ny maade at se og be-
417
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
