Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Peter Jacobsen.
fruentimmer piller ved saa meget, og pludselig staar der
noget rigtigt i deres bøger. De ved sjeldent af det, men det
kommer jo ikke mig ved mig morer det.»
Men meget mere end disse litterære indflydelser betød
det for Jacobsen, at han kom til poesien fra naturvidenskaben.
Det første arbeide, han skrev paa, var intet heltedigt, ingen
ny Iliade efter den gamle Homer, men «en Desmidiade»,
som han siger, en beskrivelse af organismerne i myrvandet.
Han, der senere iagttog og beskrev et helt nyt Danmark, be
gyndte med at rubricere planterne paa Anholt og Læsø og
angive deres voksesteder; «i hver eneste grøft» eller «paa alle
straatagene». Det er überegneligt, hvor meget den nyere dan
ske litteratur har vundet i forstaaelse af virkeligheden og de
naturlige fænomener, som Monrad siger, derved at dens første
mand tog til Anholt og ikke til Ny Seeland eller Paris for
at lære det.
Det er rørende at se, hvorledes Jacobsen som en ganske
ung mand opdager sin bestemmeise. «Der gives øieblikke i
mit liv,» skriver han i sin første dagbogsoptegnelse fra sit
tyvende aar, «hvori jeg tror, at studiet af naturen er mit livs
kald; men til andre tider er det, som om poesien var det,
der skulde være min idræt, og dette er da navnlig, naar et
eller andet udmærket digt har vakt min begeistring, eller
naar jeg har syslet med Nordens gudelære. Kunde jeg over
føre naturens evige love, herligheder, gaader og undere i
digtningens verden, da føler jeg, at mit verk vilde blive et
mer end almindeligt. Men digtningen vilde ikke blive en
kristelig.» Man undrer sig ikke over, at Jacobsen ikke kjendte
sin egen stil igjen i denne tyske prosa, men man maa virke
lig forundre sig over, at han kjendte sin bestemmelse saa godt.
Det er nu meget oplysende at sammenligne de afhand
linger om Darwins lære, som Jacobsen skrev, før han blev
digter, med dem (om Nordens gudelære m. m.), som Grundt
vig skrev paa et lignende trin af sin udvikling. Man kan i
det hele ikke faa noget sterkere indtryk af gjennembruddet
i den danske litteratur i disse aar end ved at sammenligne
Grundtvig og J. P. Jacobsen. Paa den ene side historien,
digterisk opfattet, som er kilden for saa at sige alt aandeligt
liv her i landet hinsides 1864, paa den anden side natur
historien. Og en historie, som er mere «syn» end indsigt.
Grundtvig ser ikke saa meget, som han har syner, fortæller
421
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
