Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Fabelen om Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fabelen om Paris.
nogle hjemvendende skibsførere. En af dem kom fra Sumatra,
en anden fra Quebec . .
Men alle var de enige om, at mage til Norge fandtes
ikke paa jorden. Sjøen udenfor vor lange kyst er fuld af
fisk og blaaskjæl bare vi gad hente den. Vildt, bær og
sop er der fuldt op af bare vi vilde tage og spise. Men
hvordan var det andetsteds? Fiskerierne var i store selska
bers hænder, saa fiskermanden var sjelden mere end for en
krambodgut at regne. Jagten var forbudt eller tilhørte nogle
faa enkeltmænd, saa vildtet blev en dyr delikatesse. Bær og
sop fik man nok slippe for at samle, hvis man da ikke var
grundeier. Og med hensyn til jord, saa var der raad til den
i Norge, ialfald var den billigere end i Amerika og Au
stralien, hvor man maatte rydde nyt land, og hvor man ikke
kunde vente at høste fordel af den, før man var gammel og
graa
Hvad slige forfarne skippere siger, er ikke altid bare
skrøner. Det er ialfald sikkert, at man, naar man efter nogle
aars forløb vender hjem fra udlandet, finder raamaterialerne
forbausende billige. Hvor andetsteds i verden kan en familie
faa en god, kraftig middag for en krones penge? . . Og naar
hertil kommer, at man betaler mindre husleie end i udlandet
og bor bedre, saa skulde man tro, at man her i Norge
generaliter talt burde være tilfreds.
Men hvorfor har man saa ikke været tilfreds? Hvori
stikker misfornøielsen ? Hvorfor har tusener paa tusener
taget veien mod udlændigheden?
Ganske sikkert, fordi som det i de sidste maaneder
er blevet gjentaget og gjentaget vi neppe er nogen meget
arbeidende nation. Vi er rent ud sagt dovne. Vi gidder ikke.
I krigsaarene i begyndelsen af forrige aarhundrede fore
trak vi at suite og leve paa barkebrød frernfor at spise blaa
skjæl og sop for ikke at tale om haren, som dansede
borte i bakken, og aarfuglen, som spillede borte i furuen.
Rolig har vi i aarrækker siddet og seet paa, at hollæn
dere og tyskere tog fisken langs vore kyster ret for vore
næser.
Den dag idag kan den reisende, som om aftenen klok
ken 11 stiger iland paa Kristiansands brygge og tager ind
i byens første hotel, opleve, at der ikke er mad at faa, «fordi
det er slukket paa komfiiren». Dette er ien moderne turist-
441
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
