Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - III (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Peter Jacobsen.
klar belysning kan seplantegrødengjennem vandet. Fuldkomne
mesterstykker i afspeilingen af dette undersjøiske liv i sjælen,
som den ældre kunst, hvor den er finest (hos Goldschmidt),
kun kan antyde ved symboler, er de to scener, hvor Niels
skilles fra de kvinder, han har elsket. Disse to kvinder, fru
Boye og Fennimore, er, Marie Grubbe ufortalt, sikkert de
ypperste, som Jacobsen har skildret. Deres ganske modsatte
væsen er i ngen lun de tilstrækkelig betegr.et ved at sige, at
den ene er hovedstads-, den anden provinsdamen, hvad de
ogsaa er. Men de gaar hver for sig saa dybt i det grund
kvindelige, at de udtrykker to af dets hovedsider, de samme
som kan høres i deres navne: Tema, det slebne og spidse,
der kan snærpe sig sammen til det sippede og korrekte, og
Fennimore, den dulgte vildskab, der giver sig hen lige til
forbrydelsen. De betegner altsaa noget saa ålment som
kvinden som kultur og som natur med en næsten musikalsk
dybde og vidde, og dog er de netop saa individuelle, saa be
stemt af tid og sted, som Thisted og Store Kongesgade var
del for 40 aar siden. Og i denne mageløse individuelle
typedannelse straaler atter de to scener, hvor de to kvinder
uden et øieblik at miste sammenhængen med det uendeligt
store, der ligger bag, røber eller udtømmer sig gjennem en
række af uendelig smaa træk. Det hjælper til at forstaa
denne fuldendt moderne kunst, at Jacobsen som ung, da
han skrev lyriske monologer om Psyke og Asali, har for
fattet to digte «Navnløs» og «Det er stævnemødels time», hvori
han med ord, der, som han seiv siger, er for tunge for hans
tanke, søger at give i musik, hvad han her har beskrevet,
som iagttager med de ord, de er sagen seiv. For den ene
af disse scener, fru Boyes afsked med Niels, hvori damen
gjøres transparent, ligesom med en røntgensk belysning, har
Georg Brandes gjort rede. Den anden, hvori det er kvin
den, der blotter sig, er ikke mindre beundringsværdig.
Den begynder med, at Fennimore, Eriks hustru og Niels’s
veninde, sidder en vinteraften i sin stue i det leiede hus ved fjor
den mellem de fremmede møbler og venter sin ven. Hun «tænker
paa ingenting», som det saa ofte heder hos Jacobsen, som Marie
Grubhe i lindelyslhuset og Kamilla (i «Mogens») i dagligsluen.
Men aldrig nogensinde er dette ingenting blevet til saa meget.
Hun gaar i sin tunge sorte silkekjole med de gammeldags garne
ringer op og ned ad striberne i gulvleppet, med hænderne i den
gule perlekrans, hun har om halsen; nynner, vakler, holder op
451
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
