Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Peter Jacobsen.
beretninger «Et skud i taagen» og «To verdener», som begge
synes skrevet af en mand, der staar paa den anden side af floden,
som skiller fra de lykkeliges land, og ved, hvor frugtesløst
det er at skyde efter lykken, og den sidste, hvori fru Fønss’
farvel til livet er Jacobsens eget, et forsøg paa «at sige ret
farvel» til den verden, hvori hans «stol nu snart skal staa
tom», og meget, meget forskjelligt fra Grundtvigs, som ved,
«hvor rart der er i himmerig, og at du stol har sat til mig
i dine lyse sale».
Som i livet saa i døden. Det er bestandig den samme
modsætning mellem den historiske opfattelse, hvorefter livet
er en bedrift, der overvinder døden, og den naturhistoriske,
som lader livet forme sig under dødens lov. Jacobsens digt
ning er naturhistorie indtil døden. Den evighed, hvorom
han gjør sig en tanke, er uendeligheden. «Hvad der er livets,
maa gaa og komme evig er ene rummet, det tomme.»
Overfor dette videnskabelige begreb om uendeligheden maa
man sætte Grundtvigs religiøse erfaring af en evighed, som
han f. eks. udtrykte den i digtet «Tid og evighed», der udkom
samtidig med Jacobsens fremtræden. At der er en saadan
evighed, «den samme uendelige verden i det indre», som den
lille Gerda i «Niels Lyhne» forstaar det, da hun skal til at
dø, ved Jacobsen ikke, fordi han vil ikke vide det. Der
findes i den ældre danske litteratur en fuldt troværdig skil
dring af døden som den sidste viljesakt i livet. Det er den
scene i «Adam Homo», hvor Alma sidder ved Adams døds
leie. «Alt liv er villen, viljen er det første i hvert et liv, det
mindste som det største.» «Hvorhen med al din viljes
magt du stunder, der maa du komme, skal der end ske
under.» For Jacobsen er denne vilje, der griber ud over
livet, en troløshed mod livet saaledes som Niels Lyhne
føler det ved Gerdas død, at hun har svigtet ham og livet
«for at frelse sig over til mere liv, mere liv endnu». Ved at
sammenligne disse to skildringer, hvori manden og kvinden
staar ved hinandens side overfor døden, bliver modsætningen
mellem to tiders syn paa livet saa skarp, at den skurer.
Jacobsen har aldrig søgt at skjule den, saa kjærligt et men
neske han ellers var, og saa lidet der naturligvis kan være
tale om, at han, kunstneren, skrev sine bøger for at gjøre
agitation for en idé.
Fra den første skildring af døden, han har givet, førend den
459
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
