Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Henrik Ibsens fremtidsdrøm. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsens fremtidsdrøm.
Men denne drøm om en stor menneskelivets förnyelse
var ogsaa en fortsættelse af den gamle «utopiske» drøm, som
i israeliternes hellige skrifter fik udtryk i forjættelsen i første
Mosebog og hos profeterne, og som forberedte kristendom
raens frembrud. Denne drøm vil sandsynligvis atter og atter
dukke op i nye former og aldrig dø.
I sin høi-romantiske form, som forventning om en plud
selig katastrofe, et omslag fra den ene modsætning til
den anden (som i Hegels dialektik), i denne form vil
gjenbyrdstanken maaske vise sig som en utopi og illusion.
Menneskeheden vil neppe med ét slag naa ind i nogen
«guldalder», saaledes som endnu Wergeland drømte om i
«Mennesket». Den sociale og kulturelle katastrofe-teori
hænger vel i nogen grad sammen, ikke blot med gamle
mytologiske forestillinger, men ogsaa med den geologiske
katastrofe-teori, navniig Guvier’s lære om store jord
revolutioner, i modsætning til Lyelfis senere lære om en
gradvis evolution. Den romantiske fremtidsdrøm vil sand
synligvis gaa over fra en mere revolutionær form til mere
evolutionære former. Den berusende forestilling om en
verdens-omvæltning, født af de undertryktes lidelse og hevn
trang, vil vel maatte vige pladsen for frie og sunde slegters
glæde over en ustanselig fremgang og vekst. Maalet vil
være den uhindrede, seierrige fremtrængen, ikke nogen guld-
det, hvori Ibsen ser dem i «Keiser og Galilæer». Tildels kanske paa
virket af den unge Schiller havde Hegelianeren Heinrich Heine (som
senere vendte sig mod den hegelske filosofi) i sit skrift «Deutschland*
talt om en förening af spiritualisme og sensualisme. I bogen om Börne
havde Heine talt om den gjennem hele verdenshistorien gaaende kamp
mellem «Hellenere* og «Nazarenere», ligesom Ibsen i et brev til L. Daae
(23de fcbr. 1873) siger, at «Keiser og Galilæer» behandler «en brydning
mellem to uforsonlige modsætninger i verdenslivet». I bogen om Börne
mener Heine, at hellenisme og spiritualisme har fundet sin förening hos
genier som Shakespeare og Goethe, hvor de to modsætninger «sind zu
einem höheren Ganzen entfaltet», et udtryk, som tydelig nok peger
hen paa den hegelske dialektik som sit udgangspunkt. Heine spør: «Er
kanske en saadan harmonisk blanding af begge elementcr opgaven for
hele den europæiske civilisation?* Hvad Henrik Ibsen drømte om i
«Keiser og Galilæer», var netop en saadan opgaaen i en høiere enhed af
de to store verdenshistoriske modsætninger, som Heinrich Heine beteg
nede ved Helenere og Nazarenere. Forøvrigt har professor Arne Løchen
allerede for flere aar siden paa forelæsninger fremdraget en parallel fra
et af Heines verker til Ibsens tankegang i «Keiser og Galilæer».
495
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
