Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Skredsvig: Blomster fra Rivieran - Anden akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Skredsvig.
og fylde bordet til fest for dig med alle de blommer jeg
aldrig saa!
Bllill (drømmende, ser paa hende). Til fest ! Men hvor du ser
fattig og forsømt ud. Din mors gamle stasdragt! Og du
som skulde være som den bølgende eng, med tanker saa
lette som sommerfugl under det blaaeste hvælv ! Min armod,
mine sorger og løgne har strøget henover dig. Som den
klamme høsttaage. Du er som høifjeldets sommer, der aldrig
kjendte våar.
Eline (frygtsom). Aa, nei men, far —!
Buhl (fortsættende). Jo, især løgll. (Viser mod billedet.) Nll
netop løi jeg for os begge. Hvad er vel dette sorte og gråa?
(Peker paa billedet.) D*en blindes dag Og nat. Farver! (Han sætter
sig med hovedet i hænderne.) Sist jeg var vest paa vidden sol
nedgangen i guid og rødt. Med flekker af bleggrønt aa.
Jeg saa hvordan Titian og Rembrandt fraadset! Deres mod
og lyst geni lod de ulme i glød lod de slaa ud med
lysende lue i farver! (Tier lidt.) Saa vendte jeg om i mine
skispor, de bugtet sig tilbage over høiderne mod nathimlens
afgrund. Det lignet min egen farveløsé kunst. Disse
(Tar og snur brættet med billedet bort fra sig.) Aa, men Eline, Om du
orket vente paa mig! For jeg vil leve endnu engang. Tror
du kanske dette er at leve’? Jeg har i disse lange aar bare
valdet mellem vanvid og selvmord. For ikke at tåge andres
liv tager man sit eget. Og mit har jeg da daglig myrdet.
Siden siden, (stanser. Eline glider ned tii ham.) Saa inderlig,
saa øm hun kunde være, mod dyr og mod smaakryb. Hun
fik ondt, da hun saa en knaset frosk i et hjulspor. Og mig
kunde hun i tide vinket afveien. Hun og den anden. De
kjørte mod den store fryd, den glødende sol, som blænder
og blinder. Og de saa mig vel ikke. Deres fryglelige fest
vogn gik lydløst over mig. Mit hjerte var endnu saa blødt
dengang. (Tar ømt om Eiines hoved.) Saa tuslet jeg langs vei
kanten, snublet i rendestenens søle og smuds. Indtil din
mor fandt mig. Mor, som gav mig Eline. (Reiser sig, løfter Eline
op tii sig, varmt.) Nei! du og jeg vil leve. Ikke nøie os bare
med støvet af mamons gyldne kappe. Jeg er stærk nok
endnu ! Jeg vil slite et stykke af den, stort nok for os begge.
Baade for din og min lykke.
Eline (bevæget, henrykt). Ja, ja! Aa far! Du’? Og snart er
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
