Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Fjeldgård: Dansk litteratur i 1906
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul Fjeldgård.
Publikums stilling til det svundne aarhundredes største
aandelige værdier bekræfter sandheden af min paastand.
Oehle n sch 1 äge r, vor digtnings største lyrisk-dramatiske
geni, læses næsten ikke; vort nationalteater spiller ikke hans
skuespil, de mægtigste og skjønneste, vi eier; og vore privat
teatre spiller dem daarligt. Hvorimod Hertzs og Heibergs
borgerlige lyst- og sangspil atter og atter gaar over scenen
og trækker publikum tilhuse. En digter af en sjelden kraft
og dybde, Carsten Hauch, læses overhovcdet ikke. Medens
Ingemanns blide sentimentalitet og naive fantasi udøver
sin uimodstaaelige tiltrækning. Af P alud a ii-Miil ler kjen
des kun «Adam Homo» med hvilken forstaaelse dette
verk læses, derom bringer hver dag sine tusende talende vid
nesbyrd. Grnndtvigs mægtige aand blev allerede i hans
levetid trampet tlad af hans tilhængere i en saadan grad,
at man har kininet tillægge ham det komisk-fortvilede ud
brud: Gud fri mig for at blive grundtvigianer! Og Søren
Kierkegaard er etter sin død som i sit liv forblevet den
ensomme; hans læser er i bogstavelig forstand «den enkelte» ;
og udgivelsen af hans «Samlede skrifter» turde være af den
art foretagender, der indbringer sit forlag jo mere ære, des
mindre guid.
Man kunde mene, at alt dette ret beseet intet beviste.
Det kunde jo være vidne om en maaske lykkelig mangel
paa historisk sans i det danske folk ; det kunde tyde paa en
dristig fremadretning i vort aandelige liv. Desværre bestyr
ker en betragtning af vort publikums forhold til vor egen
tids store aander ikke en saa haabefuld opfattelse. Nei, selve
det nylig udrundne aar giver aarsag til meget triste over
veielser, som her dog kun leilighedsvis skal antydes.
Vor litteraturs største aand, Georg Brandes – hvil
ken skjæbne er blevet ham til del! Han lever og virker
endnu iblandt os men hans gjerning er som en svunden
tid i vor kulturs udvikling. Fordi han læses uden forstand.
Hans verk, der burde være levende værdi, et salt i vort
aandsliv, kan stundom føles som en død vegt. Fordi det
opfattes af snevre hjerner. Han kunde, som Grundtvig, med
sandhed variere det gamle ord: Gud fri mig for mine ven
ner ! De tilhængere, som sværger dyrest til hans fane, kvæler
ham i deres hengivenheds os. De trækker ham ind i deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
