Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernt Lie: Etpar ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Etpar ord.
signet fjernt fra alle formeninger og bedøm meiser i den ganske
verden.
Overmaade sjelden vil en norsk digter i al denne mængde
«kritik» finde noget, som han med gavn kan ta med sig videre
frem. Paa yderst faa og sjeldne undtagelser nær tilhører den
norske bokkritik en af to typer:
Enten skriver den sig fra folk, som ikke taaler, at litera
turen beskjæftiger sig med livets mørke sider, dets hæslige
former, dets bitterhed, lidelse og nød.
Eller den skriver sig fra folk, paa hvem al livets lykke
lighed i skjæbne og i stræben virker som salt i sure øine, og
som derfor helst forbød literaturen at dvæle ved livets sol
skin, dets haab og mod, dets skjønne og forsonende de
menter.
Disse to typer bekjæmper hinanden hedt og hadefuldt.
De første beskylder den digtning, de angriber, for at spekulere
i publikums «slette instinkter», «bedærvede smag» og hvad
det nu altsammen heder. De sidste beskylder igjen de førstes
yndlingsliteratur for at spekulere i publikums «samtidig platte
og sentimentale smag» og hvad nu det altsammen heder.
Begge hævder høilydt retten for sig til at benævnes den
eneste sande og gode literaturkritik.
For almenheden har denne kamp yderst ringe betyd ning,
idet den jo i virkeligheden kun idagelægger de herrer og
damer kritikeres private naturel, temperament eller stem
ning.
For os digtere er den hidsige strid mellem de to retningcr
selvfølgelig helt og absolut værdiløs. Lys og mørke i digtning
rinder af lys og mørke i hver enkelt digters liv og sjæl. Hver
af os har til pligt og opgave at tinde sit eget, af hvad farve
det nu er, og stedse at erfare sig dybere ind i det og forme
klarere ud deraf. Al kritik, som ikke uvægerligen tar dette
udgangspunkt, er os og vor kunst helt uvedkommende.
Jeg vil imidlertid ikke hermed ha sagt, at den her karak
teriserede norske bokkritik ingen skade gjør.
Det er først og fremst en skade for et saa aandsinteres
seret samfund som vort, at vi saagodtsom ingen virkelig literær
kritik har. Henmder lider almenheden, og herunder lider
literaturen seiv.
Dcrnæst øver denne uafladelige kamp med invektiver og
125
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
