Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. L. Lange: Den anden Haag-konference og «afvæbningsspørgsmaalet» - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. L. Lange.
udbragte en skaal for «Huslands eneste oprigtige og trofaste
ven» fyrsten af Montenegro.
Professor de Martens vil ikke bringe noget sorgens bud
skab tilbage til St. Petersburg om han melder at Tyskland
absolut modsætter sig, at rustningsspørgsmaalet drøftes i Haag.
Blandt stormagterne er da stillingen den at fire, muligens
fem, staar paa det standpunkt at rustningsspørgsmaalet bør
drøftes. Til dem vil selvfølgelig alle de smaa magter slutte
sig. Men deres mening spørges der foreløbig mindre efter.
- Imod staar to, sandsynligvis tre, stormagter.
Vil det være muligt for disse at fastholde sin vægring?
Videre: er det saa at en overenskomst om en begrænshing
af rustningerne er utænkelig, medmindre alle gaar med?
Kan en enkelt stat og her tænkes nærmest paa Tyskland
stanse en slig reform, hvis den ellers er mulig?
Det viste sig i 1899 umuligt for Tyskland at hindre den
store voldgiftsoverenskomst. Det var i høi grad den keiser
lige regjering imod, at gaa med paa oprettelsen af voldgifts
domstolen, og forhandlingerne i Haag stod stille en lang
stund, fordi Tyskland holdt sin godkjendelse tilbage. Det
gjør derfor i parentes bemerket et noksaa underligt
indtryk at høre fyrst von Biilow, som i 1899 var tysk uden
rigsminister, i høie toner prise det fremlagte russiske pro
gram, fordi det hovedsagelig tar sigte paa videre at udvikle
de selvsamme Haag-konventioner af 1899.
Sæt at nn rustningsproblemet nåar frem til drøftelse i
Haag, og at man tinder en form for en overenskomst. Hvad
vil saa bli følgen, om en enkelt, eller kanske to, stater
negter at gaa med’? For det første vil den almindelige op
lyste opinion, ogsaa hos vedkommende stats egne undersaat
ter, forbitret vende sig mod den, saaledes at den formelig
isoleres, og for det andet vil dens økonomi bli ødelagt, mens
de andre stater vil faa selve sin vernekraft øget ved den
sparsommeligere politik som de, i ly af overenskomsten, kan
slaa ind paa. Til krig behøves som bekjendt tre ting:
1. Penge. 2. Penge. 3. Penge.
Det er dette forhold som forklarer at striden staar alle
rede her, ved spørgsmaalet om sagen skal faa lov at komme
op paa programmet. Den tyske keiser og hans kansler
forstaar meget vel, at kommer sagen først frem, er det ikke
180
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
