Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Ossian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran.
sig det mindre morsoinme arbeide efterhaanden seiv at læse
med de fleste af sine fjorten barn, men Ossian laa ikke
synderlig for bogen, han sad altid og tygged paa bøgerne
sine istedenfor at læse i dem, faren syntes ikke, det var den
rette maade at tilegne sig deres indhold paa, og ofte sagde
han til sin kone: «Maren, den tosken blir der aldrig noget
af.» Hun protesterte endnu kun svagt, for ogsaa hun havde
dengang grund til alvorligt misnøie med Ossian. Det var de
evige bukserne ; mens de andre gutterne hang over bogen,
gik Ossian og drev omkring i tjeld og fjære og studerte paa
alt det rare, han der fandt, og det han kunde overkomme,
drog han med sig, og hans lommer var altid fulde af sten
og planter og dyr ; derfor var der altid urimelig meget at
lappe paa ham, og prestefruen kunde stundom bli utaal
modig. Men det varte ikke længe, før Ossians gode egen
skaber sprang ud, lidt efter lidt blev han sin mors kjæledægge,
hun kaldte ham aldrig andet end «deiligheden» og paastod,
at han allerede her paa jorden var slig, som andre mennesker
vilde bli paa en bedre klode; hendes eneste bekymring
var, at hun længe ikke kunde finde feil hos ham, indtil hun
en god dag kom glædestraalende: «Jo, Ossian har en feil,
han sidder hui paa uldskjorterne sine; det volder megen
møie.»
Det var nok ikke frit for, at de andre børn stundom
kunde synes, hun gjorde for meget væsen af sin yndling.
En aften i skumringen, da en af de andre brødrene kom
ind i stuen, spurgte fru Sars, som ikke kunde se, hvem det
var: «Er det deiligheden ?» Men saa lød der en forknyt
stemme henne i mørket: «Nei, det er bare mig, mor.»
Denne ømhed gjengjældte sønnen af hele sit varme hjerte,
der var ingen anden til for ham end moren; engang
stuen sad fuld af den talrige familie, kom Ossian ind med
det spørgsmaal: «Er der ingen hjemme?» Da de andre
brast ud i latter og spurgte ham, om han var blind, svarte
han ganske rolig: «Naaja jeg mente mor.»
I 1854 var Michael Sars blevet ekstraordinær professor,
og den frugtbare familie drog til hovedstaden. Ossian kom
ind paa latinskolen og ved siden deraf gik han paa tegne
skolen hos Frich. De havde nok tidligere hjemme lagt
merke til, at gntten hadde havt anlæg i den retning, men
218
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
