Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ragnvald Moe: De store modsætninger i det nuværende Frankrig - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ragnvald Moe.
mende, staar vi paany ved Quinet, ved hvad vi vil betegne
som den anden grundtanke i hans verk, og hvorved dette
er af programmatisk betydning for den tredje republik: at
revolutionen er det religiøse ideal, en magt, som staar over
individerne, et übevidst virkende og ledende princip, der
bevæger sig mod sin virkeliggjørelse, at den er selve sam
fundet, et samfund der er i omdannelse, der er paa marschen,
der gaar mod et ligevegtsforhold, mellem staten og grup
perne, mellem individet og det hele. En samtidig radikal
filosof, G. Séailles, siger: revolutionen er ikke skeet; den
sker. Ud fra den samme grundtanke har revolutionens
sidste fremstiller og officielle videnskabelige repræsentant
A. Aulard skrevet sit verk; og at dette fremtidens forhold
skal staa i frihedens, humanitetens og kjærlighedens tegn, er,
trods alindre modsigelse i ord og gjerning, trods al friheds
fornegtelse i tiden, det republikanske Frankrigs tro.
At denne uoverensstemmelse mellem teori og handling
har faaet raade, den kjendsgjerning at republikens optræden
har været bestemt ikke ved humanitetens, men ved tyranniets
grundsætninger, har denne gang som tidligere sin grund i
liberalismens tilbagegang som politisk magt siden 1870-aarene.
Intet land har havt, og har endnu, ædlere, mere harmonisk
dannede liberale personligheder, men de har paa politiken
overført aandslivets metoder og synsmaader, de har ikke
magtet den centraliserede stat; deres politiske arvtagere, den
siden 1898 saakaldte progressistiske gruppe, der oprindelig
udgaar fra 1880-ernes opportunisme, har som vor tids (liberal)
konservative parti ikke forstaaet at gjøre sit ord gjældende,
til trods for sine fremragende personligheder. Og de liberale i
aandslivet har under de sidste ti aars konflikt ufortrødent
virket som dæmpere, men hvad enten det har været liberale
katoliker som A. Leroy-Beaulieu, liberale protestanter som
G. Monod, liberale indifferente som E. Faguet, har de arbeidet
som paa forhaand selvopgivende, under den trykkende over
bevisning, at deres ord falder dødt, uden gjenklang, at mod
de radikale lidenskaber er intet lægemiddel at tinde. Dog
seiv om de liberale har veget for yderlighederne, seiv om
dennegang som saa ofte før de samvittighedsløse individer
er blevet ledende, hvori folket under kriserne slaar ud som
kræft i en byld, saa har dog denne konflikt ikke magtet at
310
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
