Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Johan Nordahl Brun og Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I 1798 skriver han:
Hjalmar Christensen.
sonligt bekjendtskab med en eneste af dit (o: jødernes) folk,
har jeg fra første ungdom bevaret en samvittighedsfuld afskye
for den frække latter, letsindige christne have tilladt sig over
levningerne af Guds pagtes folk. At forsynet bevarer dem
indtil denne dag üblandede med andre folkeslag er mig en
dyrebar besegling paa den religions sandhed, som de endnu
ikke erkiende. Uden at opoffre mine grundsætninger, men
meget meere paa grund af dem, agter jeg dig! o Israel! og
elsker dig med broderlig samfunds aand.»
Under de undersøgelser fra det offentliges side, som fandt
sted ligeoverfor Hans Nielsen Hauge og hans tilhængere,
afgav Brun saavel i 1798 som i 1804 erklæringer, der har
sin interesse.
«Hvorvidt politi kan indlade sig med Hauge som løs
gjænger betragtet, er udenfor min kompetence at bedømme.
For resten vil jeg have hans person og som det endnu
synes uskyldige andagtsøvelser paa det bedste anbe
falede mod tumultuariske optrin og drengespot paa aaben
gade. Han hører neppe til jakobinernes propaganda si qua
est. Hans übetydelige og ikke organiserede forsamlinger synes
mig mindre betænkelige for kirke og stat, end enhver kor
poration, der strcngelig udelukker dem, som ikke er ind
voterede. Han kan railleres, det kan ogsaa enhver gudfrygtig
mand, der holder aften-bøn i et hus til gaden. Han skriver
inkonsekuentser, det kan hænde den bedste, det hænder kon
fessionarius Bastholm. Den ypperlige(!) forordning af 1741,
13de jan., saa nødvendig end og mod præsteskab, som igjen
nem bigotterie haabede lykke, er det ikke nu, da paradoxer
kun er tænksomheds stempel. Desuden er hele forordningen
ikke de jure, men ogsaa de facto ophævet ved skrivefrihed.
Maa halvlærde skrive frit mod Guds ord for millioner, saa
maa vel og ulærde, som elske Guds ord, paa sin vis tale det
frit i privat hus for et snes mennesker.»
Denne udtalelse, som gjør Bruns hjerte og hans logik
ære, hørte til de fornuftigste blandt de mange, som blev af
givne i sägens anledning. Brun burde tilføiet, at om «det
haugianske sværmeri» kunde faa farlige eller skadelige følger
hvad det naturligvis også a fik vilde disse sandsynlig
vis blive endnu værre, hvis man anvendte «forfølgelse». Ellers
380
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
