Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Johan Nordahl Brun og Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
besynderligste natur. Ikke pharmaceutens kunstberedte my
stiske phosphorus ; ikke de stille brændende kostbare lys, hvor
til flittige bier har samlet det fornødne vox; endnu mindre
dampende flammer fra lamper fyldte med olje, som vind
skibelige møller med møie udpressede af livets knusede frø,
og allermindst hvad Norge kan have i overflødighed, og uden
synderlig bekostning ildsprudende fakler af fyrrens tjære
fulde vel tørrede rødder nei men en ild, som tænder
sig seiv, som brænder i løndom, i et saare trängt og
indskrænket rum. I qvindebarm, hvor glæders lys i denne
verden var slukt, hvis livs aften truede med mørkhed, som
en december maaneds nat; men en ild dog alligevel, eller et
lys, som har dette tilfælles med den rindende sol, der lokker
duggens perler op paa toppen af markens stråa, ud paa
bladene af den aabne rose at den optvinger blide taarer
i matte øine; taarer, som trille ned over kinder, der maaske
engang var skjønne som roser; men paa hvilke nu kummer
og sorg have pløiet dybe furer. Men netop mellem disse
taarer skal navnet glimre, som var det indfattet i de koste
ligste brillianter. Og med alt dette vil glansen glimre mindre
i den forfængeliges øine, end for den hulde menneskevens
dybe tanke. Ja! maaske turde glade aander fra selve lysets
boliger værdiges med velbehag at skue ned paa denne lystild,
ned paa et optrin, som dog sjelden, saare sjelde*n gives i disse
vor jordklodes trange og taagefulde dage.»
Det er fra Nordahl Brun den saakaldte «bergens-lyrik»
har udviklet sig. Den dag idag vil man paa en 17de mai i
Bergen eller ved andre festlige leiligheder tinde talere, som
i direkte linje nedstammer fra den berømte bisp. Det 18de
aarhundredes billedpryd og sterke udtryk er her balsa
merede. Og de er bevarede, netop fordi bergenserne siet
ikke er lyrikere. Humør og bonsens, virkelighedssans eier
de i fuldt maal. En virkelighedssans, som paa grund af ringe
eller ensidig dannelse undertiden kan blive smaalighed, man
gel paa forstaaelse af andre værdier end pengenes. En vaagen
interesse for situationen, som kan udarte til nyhedskræmmeri
og sladrelyst. Først og sidst humør, sans for det komiske.
Men lyrik nei. Lyriken er et kunstprodukt, en selskabs
skik, en tradition.
Naar bergenseren har afsluttet sit dagsverk, vil han
386
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
