Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci - II. Maremma
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
strænget. Annunzio har nok besunget sansernes glød; men
kærlighedens aands- og sjæls-fornyende evne, spillets fine
skælv i sindet det som længer nordpaa kan bli smægten,
eller slaa ud i liderlighed, det er som deres lyrikere ikke
hadde oplevet den. Det ser ialfald slik ud. Og det er maaske
ogsaa til en viss grad tilfældet: den üblandede sydlændings
erotik er enkel, er brusende, boblende blod, men, den
er enkel, vil kim én ting, og er øieblikkelig klar over sin vilje.
Carducci forsikrer seiv ensteds i et digt (i Rime Nuove):
«Tyrrenerhav! ogsaa mit bryst er et dybt hav; og i storme,
du stormægtige, staar det ikke tilbage for dig.» En virke
lig storm i et menneskebryst holder sig vanskelig uden der
svinges mellem dødstanke og titan-forestillinger. Nu er det
imidlertid det ved Carducci at opløsnings-følelsen overhodet
ikke hører ham til, ligesaa lidt som resignationen. Selvfølgelig
har ogsaa han de sedvanlige anfald av overgangs-aarenes
hypokondri og dægger etter evne for de formentlig enestaaende
symptomer. Der er den gængse, ungdommelige skablon i
apparatet; der er naturligvis «min fugl» som længslens sym
bol; man træffer modsætningen grav-elskov (især i Jiwenilia);
og der er dystre spørsmaal om livets mening med os, med
povera razza dei viventi. Det klær ham dog bedre og er
mer ægte, nåar han senere, i Rime Nuove, i digtet til det
taalmodige æse 1, kommer med det groteske spørsmaal i
anledning av dets skryt, om det kanske minnes slægtens
fortid i Arabien, eller i Hellas, hvor Homer ligned det med
Ajax hin bolde. Carducci er her tydeligvis under ind
llydelse av Leopardfs pessimisme; man møder jo næsten
dennes udtryk «triste Itata prole» i Jiwenilia og der er
ogsaa genklang av Leopardi, nåar Carducci kalder sig seiv
«solitario spirito». Det er dog betegnende for hans egen
mangel paa verdens-smerte, at det oprevne importerer han
helst; han oversætter nemlig da Heine. Eller han lager noget
i Heine’s aand, som La maggiolata (mai-sang) i Rime Nuove:
Mai den vækker de reder,
vækker de hjærter til vilje,
bringer os nesle og lilje,
snoge og rossignol.
422
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
