Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci - III. Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
der kan komme noget av en German’s sentimentale selvnydelse
ved at være det, noget bortimod et ekvivokt grin, et lastefuldt
sideblik, om publikum virkelig ser, hvor svær en hedning
han dog er. Denne selvbehagelige dvælen, denne koketteren,
er Cardueei fri for; i høiden har han nogen linjer for at
ærte præsterne, som i Juvenilia ensteds, hvor han ønsker
han maa dø under favntaget: «... da misunder jeg Jer ei
paradiset, I salige!» Men der findes intet hos ham som
ligner Goéthe’,s Römische elegie V; dette er den geniale kærne
i hans personlighed, en skænk fra Italienerens skønne og
udadvendte vitalitet den naturrundne faun, ved hvem der
egentlig intet liderligt er.
Og dog kan det ikke nægtes at den sedvanlige og teolo
giske opfatning har smittet tilbage ogsaa paa Cardueei: han
skaper sig fæl for ikke at bære sit navn forgæves. Hans
hymne til Satan er tildels et udslag av den art naiv
hedendom.
I sine prosaskrifter har Carducci en lang artikel under
titten Polemiche sataniche, hvor han seiv fortæller at digtet
blev tii en september-nat 1863; han trykte det først som
manuskript og uddelte det til venner og bekendte; 1869 blev
det offentliggjort under pseudonymet Enotrio Romano i en
Bologna-avis (77 popolo). Der blev et opstyr! Præsterne
raste og sammligned ham med Troppmann, og anonymernes
bolde flok i aviserne loved ham helvedes evige pine. Men
seiv de forstaaelsesfulde indvendte mod hymnen, at den var
lærd, at det ikke var poesi, kun en «orgia intellettnale», saa
bare de meget belæste kunde nyde den.
I artikel-samlingen Confes&ioni e bataglie fortæller digte
ren om sit ældste barndoms-minne, at han var sammen med
en liden pige i en have og lekte med et taug, og under leken
traf de paa en padde; de ropte og skrek av fryd over fundet.
Der kom en stræng herre i svart skæg med en bog i haan
den og skændte paa ham for levnet :
«... Det var ikke min far, det var fik jeg lang tid efter
vide den formentlige galan til en andens kone, som av visse
hensyn nu var installeret lige der i nærheden. ,leg svinged
tanget, som det var en svøpe, og for imod ham skrikende :
Væk, væk, stygge dig! Fra den tid og indtil nu har jeg be
standig svaret al autoritet slik, nåar de kom for at gi formanin-
436
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
