Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci - III. Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck
marmor-billede han ser av sin digtning i den klassiske ret
ning:
«... En firfisle smutter frem mellem stenen os. urnen 02
stanser op i solen : det er min fjerne, ensomme ungdom som
drømmer uden klage. Men i baggrunden er der en dødning
skalle, som ler sin evige latter : den ler sin sidste haan ud over
dem, som kommer for at bringe trøst ...»
Dette er Tiepolo op ad dage i hans raderinger Scherzi di
fantasia ! den underlig skørhjernede svimmelhed, som virker
som hedensk vildhed, men egentlig intet andet er end for
nemmelsen av den vældige historiske avgrund ned til det
genopvakte, til oldtiden. Det er i slaaende grad den samme
races tale hos begge i disse syner paa det antike. De har
dog avgrundsgufset, hvad Diirer og Mantegna end ikke føler.
Et andet sted skriver han:
«Nu vil jeg more mig. Al den literatur, som nu lindes, er
ussel. La os vende tilbage til den rene kunst» («ritorniamo all
arte pura»).
Odi barbare skal formelt bl a. være en protest mod
«metri liberi», vers uden strofebygning, med rim efter behag
hvad han tinder er tegn paa digtningens forfald.
Den hedenske vildhed er dog iblandt noget mer hos
Carducci end bare nutidsmenneskets blegnende svimmelhed
over avgrunden. Det er rigtignok saa ved mangt et digt som han
har gjort, at nåar vi igen fremkalder det übestemte helheds
iudtryk, den damptaake om kunstverket som blir tilbage hos
beskueren, nåar hver detalj er glemt, saa smaker der bog
støv av det ; vi vender indover til literatur, ikke udover mod
liv. Man skulde vente at dette især vilde være tilfældet ved
disse urimede oder i Horats’s versemaal, som forresten har
faat selve Mommsen’s attest for at være fortrinlig eftergjort 1 .
Det er imidlertid ikke saa. In una chicsa Gotica har han
saaledes sikrere og stillere og mer ægte sagt hvad han som
døgnets indlæg brølte ud i A Satana: han staar i en høitide
lig spidsbue-kirke ; saa hører han kendte kære dame-skridt,
og han udbryder i en pragtfuld slut :
1 Endel er endog oversat til tysk av ham personlig. Jeg skal vogte mig
for at gore endog et forsøg med disse oder ; saameget mer som man med
grund er i tvil, om antikens versfod-regler overhodet har den tilsvarende
rytmiske virkning, nåar de overføres paa et moderne sprog.
440
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
