Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Whistler og van Gogh - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den er falsk, denne lære om forfaldet!
Jens Thiis.
eller et sentimentalt hjerte, faat føle et sligt spottens haglveir,
som da Whistler den 20de februar 1885 holdt sin Ten oclock
forelæsning i London.
Kunsten har forkyndte han intet med folkeopdra
gelse eller moral at gjøre: «Hun er, mine damer og herrer,
en gudinde med sirlig tankegang tilbageholden i frem
træden, fjern fra al paatrængenhed og ikke paa noget vis
prøver hun paa at forbedre andre. Hun er simpelthen ganske
egoistisk optaget med at fuldkommengjøre sig seiv uden
spor af trang til at belære nogen om nogetsomhelst idet
hun søger skjønhed under alle forhold og til alle tider
og finder den.»
Men i vore dage og specielt i England forvekslede man
sentimentalitet med poesi og dyd med skjønhed. Man for
langte af kunstværket vinding, en formelig fortjeneste
for menneskeheden. Deraf al denne tale om «løftende»
billeder, om malerens «pligt», om målerier som er «fulde af
tanker», og målerier som er «bare dekorative».
«Men kunsten udbryder han er et barn af tilfældet
ingen hytte er tryg for den, ingen fyrste kan tvinge den:
den mest altomfattende intelligens kan ikke vække den tillive,
og alle smaalige bestræbelser for at gjøre den til almeneie
ender i komedie og grov farce.
Saa skal det og være! Alle anstrengelser for at ændre
dette forhold har sit ophav i uvidende menneskers snakke
salighed og i indbildske menneskers gesehäftighed . . .
Hør mig! Aldrig har der eksisteret et kunstelskende
folk
Kunsten er ikke hyppig nutildags, ligesaa var den fordum
sjelden.
Mesteren staar ikke i noget forhold til øieblikket, hvori
han fremstaar. Et mindesmærke over afsondrethed er han
let mindende om sorg uden andel i sin medverdens
fremskridt.
Et kulturprodukt er han akkurat lige lidet, som den viden
skabelige sandhed er afhængig af den tid, da den først kom
til orde. For at den skal kunne komme til orde, trænges
der et menneske. Men sandheden den er til fra
evighed af.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
