Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag: Fremmed - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tige øine og bad mig blive.
sang i stilheden.
kammer.
glæde.
Thomas P. Krag.
foldedes vore fingre som ved et tilfælde blødt i hinanden.
Det blev tungt og taust imellem os. Saa trak hun haanden
til sig .... og trak sin lange handske af og lod mig faa den
nøgne haand, en hvid fyldig haand. Vi talte ikke et ord, før
vi kom til skoven, der greb jeg om hende og kyssede hende.
Jeg ønsker at stille tidens viser tilbage. Jeg ønsker at
have de følgende dage til gode, da vi gik langt afsides til fjerne
kroge af skoven eller i baad paa sjøen, nåar det var stille.
Eller tiden senere, da vor kjærlighed steg, den ønsker jeg
ogsaa at have til gode. Og jeg ønsker atter at gaa til den
gamle skov, hvor hun ventede mig hin nat, da vi talte saa
længe sammen. Da hun tilsidst saa paa mig med vilde, fug-
Vi blev dristige i disse sommernætter. Hun ved at gaa
over engen mod skoven, og jeg ved at gaa nedad den lange
vindeltrappe hvor dødningeuret sad i det gamle træverk og
Jeg sad i mit sovekammer og ventede paa, at den stund
skulde komme, da alt skulde blive roligt, da lysene skulde
slukkes seiv i pigernes værelse og i husets gamle guts
i møde, om hvem jeg vidste, at hun ogsaa giorde sig rede
til at møde mig. Jeg aabnede døren og gik stille ned ad
trappen. Men saa stansede jeg og lyttede! Jeg hørte ingen
lyd, men jeg syntes alligevel, at nogen vist havde hørt mig.
Jeg blev staaende og lytte .... saa gik jeg atter med lyd-
løse trin gjennem porten og ned i haven lige didhen, hvor
den stødte mod skoven. Der fandt jeg hende; hun havde
ventet paa mig. Vi gik tæt ind til hinanden, jeg knugede
hendes fyldige hvide haand. Vi satte os ned og blev længe
sammen. Hun var rig som aldrig før og smilte i sød
Saa lysnede det, og vi maatte skilles. Jeg fulgte hende
saa langt, jeg turde, og løb tilbage, naaede haven og gik ind,
lyttede mange gange. Det var alligevel som jeg troede, nogen
hørte mig. Endnu, da jeg stod i mit kammer, lyttede jeg.
Men en stund efter sov jeg tungt. Saa vaagnede jeg
plndselig ved, at nogen var mig nær og saa paa mig. Jeg
Og stunden kom. Da reiste jeg mig for at gaa hende
Da kom den nat, som blev den sidste.
570
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
