Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Efter den norske kunstutstilling i Kjøbenhavn høsten 1906 - I. Norges og Danmarks arv fra den store revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreas Aubert.
tilbakegang. Sammenligner vi den kunstneriske kultur i
Norge i aarhundredet før og i aarhundredet efter 1814, da
maa Norge kaldes et kunstnerisk sunket folk. Det er min
fædrelandskjærlighet som dikterer saa haarde ord ikke
haabløsheten (vi har godt haab). Og jeg ser selvfølgelig ikke
her paa billedkunsten. Den har sine mange gode navne,
den har sine seiervindinger. Men jeg ser paa det hele folks
stilling før og efter 1814 til det jeg kalder kunstnerisk kultur
i videre menneskelig og folkelig mening: arten at leve livet
paa i kunstnerisk adlede former, i et kunstnerisk utpræget
hjem, om ogsaa nøisomt og beskedent.
Man hører saa titt at Norge er et nyt land med ny kultur
uten rot i nedarvede kulturformer. Denne dom gir bare den
halve sandhet og en hel misvisning.
De som forleden aar hørte professor Dietrichsons velta
lende foredrag om «vore fædres værk», har faat syn for hvad
Norge eide av kunstnerisk kultur ofte høi kunstnerisk
kultur i middelalderen.
Og direktør Hannover har netop nu gjennem det danske
kunstindustrimuseums utstilling av norsk bondekunst 1 git
den lykkeligste leilighet til at værdsætte skjønhetsmomenterne
av vor bondekultur den beskedne, men gjennemført stil
fulde adel som hvilte over de gode gamle bondehjem.
Men ogsaa vor tidligere bykultur, som danner det for
midlende mellemled mellem vor bondekunst og Europas slut
tende stilperioder, stiller sig nu i et langt gunstigere lys efter de
sidste 15 aars undersøkelser. Det er selvfølgelig ikke noget
glimrende billede som viser sig for os. Men Norges stæder
var allikevel ikke saa fattige paa kunstnerisk kultur før ad
skillelsen i 1814, som vi tidligere har ment. Ogsaa vort land
hadde sin andel i Danmarks og Norges fælleskultur paa en
tid da hele Europa endnu var stilskapende. Og Norge eide
desuten stærke direkte verdensforbindelser, særlig med det
engelske kultursamfund.
En beskeden kunstner, Frits Thaulows bedstefar, kaptein
Jacob Munch, som malte Oehlenschläger i Paris i 1807, og
1 Jeg blev under mit ophold i Kjøbenhavn indbudt til at bolde foredrag
i selve utstillingen over «norsk bondekunst». Foredraget, som utfylder de to
foredrag i Kjøbenbavns kunstforening,’er trykt i «Tidskrift for Industri, udgivet
af Industriforeningen i Kjøbenhavn» for 1907, nr. 7.
612
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
