Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Efter den norske kunstutstilling i Kjøbenhavn høsten 1906 - II. Vor malerkunst siden gjennembruddsaarene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efter den norske kunstutstilling i Kjøhenhavn høsten 1906.
fangen Løve, der ryster Stængerne i sit Bur, rase mod Trang
heden, mod Jammerligheden i de hjemlige Forhold.»
Still Marstrands kjæmpende geni ind i den franske ut
vikling i hans egen samtid, nær Delacroix og Daumier,
der hadde hans overdaadig rike evne (endog inden sin egen
samtid) fundet de utviklingsvilkaar den syntes at kræve.
Danmark var for nøkternt for de unge normænds roman
tiske begeistring. Vi indser dette klarere, nåar vi tænker os
f. eks. August Cappelen, den rikeste av disse malere, stillet
mellem eleverne av Eckersbergs skole. Den danske maler
kunst kunde ikke gi ham de uttryksmidler han trængte
og som Diisseldorf gav ham gjennem Schirmer, Bøcklins
lærer, til at han kunde faa uttalt sin skjønhetshigende
aand med denne overbevisende lyriske styrke endnu før sin
tidlige død i 25 aars alderen.
Og der fører nærmere set en avgjort og stærk
fremgangslinje fra Diisseldorferskolens maleriske bredde
fornemmelig gjennem Ludvig Munthe og gjennem den nor
ske koloristskole i Miinchen frem til den renkultur av det
koloristiske princip, som med stigende styrke i mer og mer
utpræget impressionistisk retning gjør sig gjældende i det nor
ske maleri siden det avgjørende vendepunkt omkring 1880,
og som har utviklet Edvard Munchs farvegeni til den ensi
dige storhet og git ham der nede fra Berlin og Weimar,
hvor han for øieblikket færdes en central stilling i vor
norske malerkunst.
Denne farvens overvælde for tiden hjemme hænger sammen
med vore eiendommelige kulturforhold: disse utvikler ikke
netop det formelle. Men det er vel muligt, at nornuendene
har et naturligt Wahlverwandtschaft til farven, meget tyder i
den retning, blandt andet ogsaa det jeg har kaldt et eiendom
melig norsk farve-instinkt i vort bondemaleri.
Mit hjerte og mit naturlige menneske er hos normændene,
særlig gir Munchs farvemystik mig noget uutsigelig og umistelig.
Min fornuft og min optugtelse derimot har forlængst vært
med den strenge formens selvtugt, som bevarer de danske for
normændenes synder.
Mot Edvard Munchs ekstravagancer er seiv hvad man i
Danmark kalder Zahrtmanns ekscentricitet, den jævne borger
lighet. Mot Munchs mystik er Vilhelm Hammershøis nerve-
631
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
