Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen: Abydos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen.
Et par spitter-nøgne fellah-unger fulgte mig trolig på
min vandring, aldrig trætte af at gentage sit «backschis». Et
«rue» eller «mafish» jog dem bort for et øjeblik; men ved
næste hjørne var de der igen. Jeg gik videre og videre, kom
ud i maismarkerne bag byen, og gennem dem helt ind på
ørkenbredden. Solen var ved at gå ned bag en klynge pal
metrær, hvis lange skygger den kastede henimod mig på den
gule sandflade. Aldrig har jeg følt solnedgangens fred som
her i Egypten. Hjemnie kom den altid over mig med en be
klemthedens magt, som gjorde sindet tungt og som drev mig
til at søge selskab. Her, hvor eremit-tanken har havt sin
vugge, her forstår man denne tanke, ligesom man i Italien
lærer at forstå hvorledes en mand kan gå i kloster og føle
sig lykkelig der.
Ved en drejning af vejen fik jeg en høj sandbanke mel
lem mig og vesthimlen. Oppe på toppen sad nogle gribbe
og hug i ådselet af en kamel. De tog sig prægtigt ud med
sine skarpe omrids mod den lyssvangre baggrund. Længere
borte drev en araberkvinde sin bøfFelko hjem; en kalv vim
sede bagved; på koryggen sad en nøgen brun araberdreng,
og en yngre broder på kvindens skulder.
Så bar det tilbage til Nil-bredden igen. Der var liv og
lystighed. Levantinerne blandt vor besætning sprang buk,
og de indfødte stod som tilskuere i store skårer omkring;
alvor og anstand var sat tilside idet den ene lattersalve af
løste den anden. Under alt dette faldt natten på og der
tændtes lange rækker af begfakler til ære for os fremmede.
Ombord lød signalet, som meldte at middagsbordet var beredt.
Det var en vidunderlig nat, som fulgte; og den steg og
steg i skønhed. Stjernerne sprang fulde og runde frem på
den gennemsigtige blåsorte himmel. En tlad tåge lagde sig
over Nil-dalen og skabte landskabet om til en uhyre havbugt,
der begrænsedes af mægtige bergkeder mod syd. Fra og til
gled en Nil-barke forbi med strømmen. En papirlygte lyste
stor og rød i stavnen; mandskabets ensformige taktfaste sang
bares dæmpet over til os og døde hen langt nede. Vi
skandinaver havde sluttet os sammen i taushed; jeg er viss
på at vore tanker gik nordetter. I en sådan time ønsker
man forsoning med alle mennesker, og en spørger sig seiv:
hvormed har du fortjent at få se al denne herlighed? Jeg
112
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
