Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Bull: Pariserkommunen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pariserkomm u nen .
tegnet og motlåt med megen uvilje. Størst forbitrelse vakte
den bestemmelse, at tyskerne den Iste mars skulde ha lov til
at besætte en del av Paris. Indbyggerne mente, at den yd
mygelse burde deres tapre forsvar ha forskaanet dem for.
Dagen kom, og forløp rolig. De besatte kvarterer var som
utdøde, ikke et menneske viste sig i gaterne, alle dører hikket,
skodder for alle vinduer. Men roen var bare utvortes, der
skulde ikke mange draaper til, før bægeret fløt over, og
pariserne mistet den sidste rest av selvbeherskelse.
Men hvad forstod den tørre, kloke lille mand, som ledet
Frankrigs skjæbne, hvad forstod den fanatisk konservative og
fanatisk fredelige nationalförsamling av de følelser, som rørte
sig i pariserbefolkningen? Av dens blanding av heltemodig,
offervillig fædrelandskjærlighet, av underklassehad mot de
rike og mægtige, av lyst til spektakel og forandringer, av
stolthet over egne bedrifter og foragt for de andres slaphet
og smaalighet, av uvilje mot tidligere og nuværende regje
ringers uduelighet og tro paa egen kraft og mod?
De styrende fortsatte tilsyneladende übekymret at opirre
Paris: nationalförsamlingen besluttet at opslaa sit sæde i Ver
sailles og derved avsætte Paris som hovedstad. Og regjeringen
forsøkte at bemægtige sig de kanoner som nationalgarden
hadde opstillet paa Montmartre og vogtet paa som sine øie
stener. Og dermed var bægeret fuldt, opstanden brøt ut.
Natten mellem den 17de og 18de mars rykket regjeringens
tropper op paa Montmartre for at ta de kanoner, som natio
nalgarden vogtet og ikke vilde utlevere. De par vaktposter
gav sig straks, men kommandoens hovedløshet medførte en
katastrofe. Soldaterne hadde ikke faat hester med til at kjøre
kanonerne bort, og skytset blev staaende til ut paa formid
dagen, mens man ventet paa de glemte förspänd. Imidlertid
kom der bevægelse i nationalgarden: iblandct med store
skårer av kvinder og fredelige borgere toget gardisterne mot
sine kanoner, linjetropperne negtet at skyte og fortrak i smaa
klumper under jubel og leverop fra nationalgarden. Kano
nerne er atter i parisernes magt. To generaler, Lecomte og
Clément Thomas, blir tat tilfange og skutt av den op
hidsede pøbel.1
1 Det er disse mord. man vistnok uten synderlig ret har gjort
Clémenceau, dengang maire i arrondissementet Montmartre og medlem av
nationalförsamlingen, ansvarlig for.
197
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
