Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerh. Gran: To stadier i universitetets liv. Lochmann 1874 — Brøgger 1907
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To stadier i universitetets liv.
høieste grad karakteristisk for den tid, vi nu bevæger os i.
Der opstod omkring Sars’s udnævnelse og Lochmanns
tale det gaar i ét en temmelig livlig pressedebat.
Men det eiendommeligste for denne strid er, at den gaar
aldeles udenom det egentlige spørsmaal. Der er ikke en
eneste af alle disse anonyme forfattere, som bent ud tør sige:
Sars e r positivist, men det vedkommer ikke sagen, han er
en fremragende historiker og bør altsaa bli professor. Nei,
hele kampen dreier sig om, fra den ene side at bevise,
og fra den anden at modbevise, at Sars er positivist. Man
gaar omkring spørsmaalet om Iære fr i h ed e n som om den
varme grøden, man ikke tør røre. Ligeoverfor denne spørs
maalets forplumring er iøvrigt Sars seiv ikke ganske uden
skyld. Han lod sig nemlig under sägens forløb af overlæge
Danielssen overtale til at afgive en erklæring om sit stand
punkt, som jeg skulde ønske han ikke hadde afgit. Jeg
er ganske vist fuldt overbevist om, at han ikke har tilsigtet
nogen tvetydighed, og at han kun har været godslig og git efter
for Danielssens utrættelighed, men erklæringen er affattet slig,
at den kunde misforstaaes, og den blev af hans venner saa
velsom af hans fiender benyttet til at bevise, hvad den ikke
skulde bevise, nemlig at han ikke var positivist, hvad
han i virkeligheden var .
Sars hadde altsaa nu sit kateder paa universitetet, men
det varte meget længe, før han blev nogen persona grata i
de magthavende kredse; han, saavelsom hans bror Ossian
Sars, var under stadig opsigt, og der indkom til kollegiet
llere klageskrivelser navnlig over den sidste. Men offentlig
vakte Ernst Sars skandale nogle aar efter sin ansættelse i en
løierlig episode, som jeg skal fortælle. Den 30te mai 1878
var det 100-aarsdagen for Voltaires død. I den anledning
samledes endel frisindede mænd i Frithjof Poulsens restau
rant i Kirkegaden for at mindes den afdøde. Festkomite
var Vullum og Sars. Sars holdt en tale saa gribende, at
taarene trilled nedover Frithjofs ildrøde ansigt. Det hele var
forresten ganske privat, og aviserne bragte intetsomhelst
referat af festen. Men festdeltagerne hadde om kvelden sendt
et paa vidunderlig slet fransk affattet telegram til den Vol
tairefest, som under Victor Hugos ledelse blev afholdt i Paris.
Telegrammet, som paa deltagernes vegne var undertegnet af
247
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
