Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andr. M. Hansen: Tidens tanker. Udenrigspolitik III. Skandinavismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andr. M. Hansen.
for 27 aar siden kunde jeg paa de forskjelligste hold paa
Island merke, at der ikke var nogensomhelst trang der til
igjen at blive et biland til Norge. Idealet allerede dengang
var: de fire saa løst som mulig fødererede «Skandinaviske
fristater». Fremtidsmusik unegtelig med en vis charme.
For tiden holder man jo paa med det økonomiske opgjør
for den endelige udskiftning mellem Island og Danmark. For
holdenes indre logik er for sterk. I Danmark, hvis hele
nationale stilling ligeoverfor udlandet bestemmes saa helt af
dets krav paa folkeindividualiteternes ret til udelt politisk
selvhævdelse, kan der ikke i længden være moralsk hold for
en modstand mod samlet islandsk folkeønske. Det er ikke
mere som i gamle dage, da et ønske om delvis selvstyre
blev afvist med det svar, at ikke alene kunde ikke den
ønskede form indvilges, men det kunde overhovedet ikke
nytte at gjøre nogen henvendelse om saadant. Det er saa,
at Islands 80 000 mennesker synes et svagt grundlag kvanti
tativt at bygge en selvstændig folkeindividualitet paa, og man
kan sige, at nationalitetsprincipet bliver drevet ud i paradoksal
umulighed, nåar man drager konsekvenserne helt ud ogsaa
for Færøerne. Men faktisk har nu Island engang et eien
dommelig præget folk, med selvstændig udviklingshistorie,
med indre nationale organer uden nogenslags sammenhæng
med Danmark. Og i tal er ligningen nøiagtig Island: Dan
mark = Danmark: Tyskland. Det kan af internationale
etikettehensyn have sine fordele, at den islandske statsbyg
nings spids beholder etikettten: dansk ligeoverfor ud
landet. Men der kan ikke anføres en eneste grund, som
lader sig høre, som skulde give Danmark nogen ret til at
hindre islænderne fra at leve sit eget liv, som de seiv kræver
under eget flag. Isoleret som ølandet ligger, er det
strategisk i samme hovedforhold som Skandinavien ellers.
Det er kun én stormagt, som kan have nogen interesse af
afgjørende vegt at iagttage paa Island Britannien. Og
denne interesse tilsiger netop det samme her, opretholdelsen
af Islands uafhængighet. Historisk kan mindes om, at Eng
land netop paa en tid, da dets statsmænd med vidtskuende
blik befæstede dets herredømme over havene ved spredte
erobringer verden over seiv i yderste udkanter, paa en tid
da det endog laa i krig med Danmark-Norge, ligeoverfor
282
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
