Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Ording: Religionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Ording
for vor aand. Ja den kan saa at sige piske et menneske til
at gjøre, hvad han ved er fordærveligt. Og til den moralske
vanmagt kommer skyldfølelsen, som skiller os fra det gode,
netop idet den forpligter os paa det. Fra én side seet, nem
lig for den theoretiske, psykologiske undersøgelse, er det vist
nok saa, at viljen er «determineret» ; de sterkeste motiver gjør
udslaget, og motiverne er tilsidst noget givet. Men i det
moralske forhold har vi med en anden side at giøre, nemlig
med det godes fordring til vor vilje. Vi kan da ikke sige:
vi er nu engang som vi er, og kan ikke gjøre anderledes end
vi gjør. Det gode svarer straks: Du maa blive, du maa
kunne anderledes. Og det anklager os, hensynsløst og übe
stikkelig. Og tillægger os dermed uden videre friheden, nem
lig evnen til at bestemme os seiv. Thi sjælens liv i det gode
er den høieste værdi for os, uadskillelig fra vort inderste,
og vi føler, at vort sande seiv forkrøbles og dør, nåar vi
strider imod det. Det er det godes hellige, fortærende magt.
I den moralske vanmagt og skyldfølelse er vi skilt fra
det gode, som vi dog ikke kan være foruden. Da opstaar
af den religiøse trang den tanke, som peger paa en løsning.
Det er tanken om det gode som et personligt, fuldkom
ment liv. som trods vor afmagt, synd og skyld vil have os
i sit samfund, den hellige kjærligheds vilje, det er guds
tanken i dens midtpunkt, «Gud» som det høieste gode.
Men idet det moralske gode kommer indenfor vort livs
horisont, faar ogsaa den pinlige følelse af utryghed, uvished
og frygt, som vor afhængighed af naturverdenen fører over
os, en mere bestemt karakter. Nu gjælder spørgsmaalet : Skal
det høieste gode og vort eget personlige liv i dets høieste
stræben og strid gaa tilgrunde i verden, eller skal det seire
og beståa? Vi magter ikke naturen. Ikke engang vor egen
natur, end sige da den ydre naturverden, i hvis skjæbne vi
er indviklet. Og dertil kommer et andet spørgsmaal : Kan vi
tro, at vor egen livsopgave og gjerning, den være fremtrædende
eller uanseelig, virkelig staar i sammenhæng med, virkelig
i nogen mon kan tjene til at fremme det høieste gode, hvis
seier og bestaaen ligger os paa hjerte? Vor bestemte livs
opgave gives os ud fra de forhold og omgivelser, hvori vi er
stillet i verden. Men vi har ikke seiv frembragt og ordnet
disse omgivelser, heller ikke seiv valgt vor pläds i tid og rum.
394
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
