Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens gjennembrud.
Og netop i denne hans ideers kaotiske tilstand kommer
der et forstyrrende element til den gjæring som ind
tiykkene fra de sidste politiske begivenheder i Norden har
vakt hos ham. Ett udbrud af hans bitterhed har alleredc
længe været kjendt: «Troens grund», skrevet i Rom kort
efter forfatterens ankomst dertil. Men andre slige stemninger
har fulgt, og kanske faat mere «bundne» udtryk end de han
brugte overfor venner og bekjendte i kunstnerkolonien i
Rom 1 . Da det af Brevene I, 214 (oki. 1870) fremgaar at
Ibsen seiv satte «Brand» i direkte forbindelse med Dybbøl
og tyskernes triumf samt hans landsmænds angivelige svig
og løftebrud, er vi berettiget til at slutte at de voldsomme
direkte udfald mod hans folk har dannet kjernen. Da den
haarde stiftskapellan i den episke Brand stødte sammen med
barndomsvennen, kunstneren, førte han snart striden fra
kunstnerens og prestens kald over til «slegten» og derfrå til
folket. Det var «mindets magt» som nu drev digteren til at
opgi prosaen i sit antike drama og «danse paa versefødder»,
som han med et bittert smil udtrykte forholdet i et digt fra
denne tid (Samlede verker IV s. 284).
Saa har den ide slaat ned i ham at gjøre sig seiv i
sine bedste øieblikke til en prest som holder domme
dagspræken for sit folk. I den episke Brand staar helten
paa prækestolen fragmentet slipper op netop hvor presten
har begyndt paa en bredt anlagt præken.
I dette sit epos vilde han fortælle om en ung prest som
drømte om en stor, folkeskakende virksomhed, som paa sin
første embedsreise för gjennem sin hjembygd, den sorte revne
i tjeldet hvor han havde tilbragt sin barndom, og som der
fandt sit rette kald. Som vi ser, gir Henrik Ibsen afkald
paa den lille ærgjerrige drøm han havde havt i Kjøbenhavn,
- at vinde en æstetisk seier paa hovedstadens teater ved aab
ningen af næste sæson. Hans mod har vokset, som hans
myndighed og hans harme: mellem brevet til Dunker og
1 Se Dietrichson, Svundne Tider, s. 334 og fru Axelline Lund i «Danne
brog», refereret af «Mrgbl.» 23de oktbr. 1906. Hun fortæller at Ibsen en
aften i en kunstnerkneipe reiste sig op, slog i bordet saa alle glassene klirred,
og sagde at «aldrig skulde hans søn faa lov til at betræde norsk jordbund,
før Norge havde sonet den uret det havde begaat ved at lade Danmark i
stikken».
571
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
