Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens gjennembrud.
Ibsen havt stort tilovers for (X 497; Brand 212, 12). Men da
idealiteten sattes paa prøve, da handlingens dag kom, da
skiltes veiene. Ibsen tok den øvre og steilere, og der var
ikke mange som fulgte. Derfor er hans store opgjørsdigt
«Brand» blit idealitetens forherligelse paa realitetens be
kostning.
Af norsk natur har Ibsen næsten udelukkende skildret
høifjeldet og dets revner. Ogsaa her er det lærerigt at sam
menligne ham med Vinje, den anden repræsentant for høi
fjeldspoesien. Denne blev barneglad nåar han saa tinderne
i det fjerne. Han følte sig da blød om hjertet. Den sorgløse
ungdomstids minder strømmed ind paa ham; han blev atter
gjætergut med buskapen omkring sig. Det var ureflekteret,
barnlig kjærlighed Vinje følte for sneen og tinderne. Derfor
kunde heller intet som sneen og tinderne lokke Vinjes lyrik
til udbrud. For Ibsen blev fjeldvidden som alt andet et
symbol. Der var koldt deroppe paa høiderne. Men luften
var ren og styrkende. Og man saa uendelig langt. Høifjeldet
blev for Ibsen hans tankers tilflugt fra det lumre hverdagsliv
i dalen. Og derfor har han ogsaa i høifjeldet fundet et af
sin digtnings herligste symboler.
Han synes at ha modtat sit første store indtryk af fjeld
natnren i 1859. Høsten det aar skrev han baade «Høifjelds
liv» og «Paa vidderne» (se ovenfor s. 624). Allerede i dette
sidste digt er høifjeldet kirken som er saa langt prægtigere
end bygdens kirke. Samme aar begyndte han at sysselsætte
sig med «Kjærlighedens komedie», hvis helt digteren
søger mod tjeldet bort fra de smaa hensyn. Stykket blev
fnldført samme sommer som digteren drog nd paa sin store
fjeldvandring, i 1862. Denne vandring har sat dybe merker
paa «Brand»: presten maa over vidderne for at naa frem til
sin fødebygd og sit kald, og didop tyr han da hans pligter
dernede er opfyldt. Og endelig er det paa storfjeldet Peer
Gynt begaar nogle af sine værste streger. Men saa er det
længe før vi atter skimter norsk høifjeld i Ibsens digtning:
først i Epilogen søger har did op igjen.
637
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
